Lidt mere om helte

For knapt et år siden skrev jeg noget om helte. En af dem var Poul Thomsen. Jeg skal overhovedet ikke tage æren for det, men pudsigt er det, at DR2 nu også har taget fat om heltene. Helt konkret Monopolets helte. Og i går var det Poul Thomsen de portrætterede. Jeg synes, de slap ganske hæderligt fra det, og for mig var det et hyggeligt gensyn præget af uforfalsket, rendyrket nostalgi. Den mand har virkelig formået at gøre en forskel i årenes løb - uden at romantisere det at omgås dyr, det være sig kæledyr, avlsdyr eller vilde dyr, har han kæmpet for dyrevelfærd og respekt for vore venner med finner, fjer og pels - for nu at bruge en vending fra en oversættelse af en anden stor dyreelsker, Gerald Durrell. Durrell vil jeg skrive om en anden dag, for han fortjener om nogen et indlæg for sig selv.

Jeg er ikke blevet biolog for ingenting. Min opvækst har været naturnær og fyldt med nysgerrig udforskning af livet omkring os. Så det kan næppe undre, at Poul Thomsen var en af barn- og ungdommens store forbilleder... Jeg er vokset op med en bedstefar og en mor, der ikke kunne se et nødstedt dyr, uden at tage det med hjem i pleje. Og det smittede. Min bror og jeg har hjembragt utallige udhungrede pindsvin, der ikke var gået rettidigt i hi og endnu flere fugle - påkørte, anskudte eller groggy efter møder med egen reflektion i vinduesruder. Altid for at møde åbne arme, lun halm, sprøjter med sukkervand, loppekure (sådan nogle pindsvin har MANGE lopper), mad og kærlig pleje indtil patienterne kunne sættes ud i det fri igen. Udover det lille dyrehospitals sporadiske beboere har vi holdt katte, mus, kaniner, marsvin, høns, ænder, gæs, fisk og en enkelt skildpadde. Aldrig noget voldsomt eksotisk, selvom jeg dog senere, da jeg var flyttet hjemmefra, i en årrække havde et akvarium med små afrikanske sporefrøer.
På den nærmeste gård havde de køer og grise, får, høns, katte og hunde og jeg har ikke tal på de timer, jeg har brugt derovre sammen med den gamle bondemand. Jeg fik lov at sidde i fodervognen, når grisene skulle have grutning og lærte tidligt fornemmelsen af en kalvs suttereflekser på en hånd at kende. Jeg så lam komme til verden og høns forlade den igen.
Og jeg erfarede, at der medfølger ansvar og arbejde, når man gerne vil holde husdyr.

En lille Lotte i sit es - ca. 1980

Jeg er opdraget med respekt for naturen og et kærligt omend pragmatisk forhold til dyr. Meget lig den indstilling Poul Thomsen altid har givet udtryk for. Og det har betydet, at jeg ikke har noget problem med at spise kød, så længe dyrene bare ikke har lidt. De kaniner, vi havde i mit barndomshjem, blev altså spist. Også selvom vi havde kælet for dem under hele deres opvækst. Hvis man er udset til at ende som en steg, må et liv fyldt med leg, kærlighed og god plads da være at foretrække? Skulle jeg vælge, ville jeg ti gange hellere være sådan en kanin, end jeg ville være en lille bling-bling-klædt skødehund i en skuldertaske.