9.11.08

Gensynsglæde, glimmerbøsser og godt selskab



Vi kom, vi så, vi gjorde store øjne. Vi skålede og spurgte, vi fortalte og forklarede, vi lyttede og lo.

Gårsdagens succesfulde træf med Donald, Jens, Marianne, Marianne og Joan fik tilføjet en dejlig bonus, da Jens efter kalorieindtag på RizRaz lokkede os med på byens ældste bøsseværtshus. Her skulle være så meget julepynt, at en vis Gertrud Sand godt kan pakke sin sture kass mæ æ jowlpønt væk igen. Angiveligt er der tale om lidt af en attraktion, som det ville være synd ikke at opleve.

Og han overdrev ikke, den gode Jens! Der var simpelthen glimmer og glitter og glade jul for alle pengene! Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, men min fantasi rakte i hvert fald ikke helt til julepynt i en størrelse og et omfang, som på samme tid fik mig til at føle mig meget lille og meget stor. Lille fordi julekuglerne var på størrelse med fodbolde og guirlanderne tykke som telefonpæle, stor fordi de hang så tæt og så lavt under loftet, at man næsten var nødt til at dukke sig for bare at komme ind i lokalet.

Med diskokuglen snurrende til at kaste lys rundt på denne overdådige og gennemført overdrevne udsmykning, var der et sandt glitterhav i loftet, på væggene og i vinduerne - og krydret med en ubønhørlig strøm af julemusik fra højtalerne var det umuligt ikke at blive smittet bare en lille smule af stemningen (selv jeg, som ellers ville have forsvoret at kunne mønstre nogen som helst form for julestemning efter på jobbet at have gloet på julepynt siden juli!).

Så der sad vi så, en lille sluttet blogkreds, med smil på læben, vådt i glassene og smurte tungebånd. Snakken gik, latteren bølgede og tiden fløj. Pludselig var der gået næsten fire timer og jeg syntes kun lige, vi var gået i gang. Men en familiefødselsdagsmiddag var programsat til samme aften, så der var ingen vej uden om. Nu glæder jeg mig bare til næste gang. Præcis en måned efter juleaften. Muligvis med lidt mindre glimmer, men forhåbentlig med lige så godt og hyggeligt selskab.

(Bonusinfo: Glimmerbøsse er det danske navn for Meligethes aeneus, den lille sortgrønne, metallic-skinnende bille, som elsker farven gul - men det var altså ikke dem, der holdt til på Centralhjørnet)

11 kommentarer:

  1. Du beskriver det så ganske godt!

    Tak for sidst. Dejligt at se dig igen. Jeg glæder mig allerede til næste gang vi skal ses!


    Tak for knus IRL!

    SvarSlet
  2. Selv tak, Marianne. Det var simpelthen så knasende hyggeligt! Og jeg glæder mig også til næste gensyn.

    SvarSlet
  3. Bedre beskrivelse kan ikke gøres efter mødet igår - det var så godt.... Jeg har sådan en lyst til at overraske familien med en ligende julepynt i stuen....

    SvarSlet
  4. Det er en fantastisk god og morsom beskrivelse. Faktisk synes jeg den er lidt for god - jeg får straks lyst til en tur mere! Jeg kan især godt lide, at du understreger, at det er umuligt at forestille sig dette julevanvid. Man er simpelthen nødt til at se det selv.

    Det var en rigtig hyggelig dag. Det var sjovt at møde dig og jeg glæder mig til vi ses igen i januar.

    SvarSlet
  5. Marianne,Shabby, sagde det og nu også du...jeg må vist lige slå et slag forbi...ærgeligt at min kalender var så presset...men i januar ses vi :-D

    SvarSlet
  6. Sikke en skøn beskrivelse af jeres blogtræf, Lotte! Jeg skal da lige love for, at I har fået en på opleveren, herligt :-)

    SvarSlet
  7. Det har virkelig sat sine spor - og nu er I alle i julehumør ;-)

    Det må have været en oplevelse af de helt store at se alt det glimmer - god idé Jens fik!

    SvarSlet
  8. Det lyder som noget af en oplevelse. Glædelig jul, kan man vist godt sige :-D

    SvarSlet
  9. sikke en oplevelse og en herlig beskrivelse :-)

    SvarSlet
  10. Shabby, jeg nød det sådan - og har anbefalet Centralhjørnet vidt og bredt :-D Men jeg tror, jeg får problemer, hvis jeg begynder at pynte på den måde derhjemme, grin!

    Tina :-D

    Tak Jens. Jeg syntes virkelig, det var så grotesk overdrevent! Og jeps, man skal OPLEVE det, for helt at forstå det.
    Vi ses d. 24. januar og jeg glæder mig allerede :-)

    Anne, du skal unde dig selv et smut forbi. Og så ses vi i januar!!

    Ja Madame, men vi manglede jo dig...

    Nille, jeg håber at du og Jens får lejlighed til at mødes, mens der stadig er julepuntet. Der er ubeskriveligt meget herlighedsværdi i sådan et værtshusbesøg :-D

    Grønlandspost, det var ret overvældende. Og sjovt!

    Lene, indlægget skrev sig nærmest af sig selv, for det var præcis sådan det var. Glimemr og glitter så det var lige før, man skulle have haft solbriller på.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!