Er det ikke meget en kvindeting?
Den der iboende angst for at fejle, som forhindrer rigtig mange kvinder i at udleve deres fulde potentiale?
Jeg har for noget tid siden læst om en gruppe amerikanske forskere, der havde lokaliseret et center i hjernen, som blev betegnet som "Ups-centeret". Det er et område i hjernen, hvor man kan måle en øget aktivitet, når et menneske begår en fejl (og er bevidst om den). Ups-centeret registrerer ikke bare fejltagelsen, det prøver også at forhindre den i at ske. Historien meldte dog ikke noget om, hvorvidt forskerne havde undersøgt om der er forskel på aktiviteten i ups-centeret afhængigt af, om det er en mandlig eller en kvindelig forsøgsperson.
Se det kunne jeg godt have tænkt mig at vide. For jeg synes ofte, jeg oplever, at især kvinder lader sig hæmme af frygten for at begå en fejltagelse. Jeg synes, kvinder mange gange er hårde ved sig selv i deres forsøg på at leve op til myten om at kunne det hele i første hug.
Som Albert Einstein en gang sagde: Something good always comes out of a failure or a great mistake.
Vidste du, at Edison brugte 38 forsøg på at opfinde den elektriske pære (som nu snart har udlevet sin berettigelse, men det er en anden sag)? Eller at Post-Its er resultatet af en fejltagelse?
Hvorfor er det så, at så mange mennesker, og særdeleshed kvinder, holder sig tilbage for at prøve deres drømme af? Hvorfor er der så mange, som lader de potentielt gode idéer ligge hjemme i skrivebordsskuffen? Hvorfor er der så mange, der ikke bryder sig om at tale i store forsamlinger?
Jeg ved godt, at der er stor forskel på kvinder i dag og på dem, der blev født for bare få generationer siden. Vi har fået det lettere. Vi skal ikke bevise så meget længere, hvis vi vælger en videregående uddannelse fx. Men jeg lider selv stadig af en snert af fiaskofrygt. Jeg har altid været en kanselvvilselv-type, men jeg har også altid villet kunne tingene med det samme. Den kombination kan godt få temperamentet i kog. Og kan sikkert hos nogle ende med at man holder sig fra at prøve nye ting - for hvad nu hvis man ikke har succes med det samme?
Med årene har jeg fået øjnene op for, at man faktisk ofte lærer meget mere af sine fejl, end hvis man bare kunne det hele på forhånd. Det er der jo ikke meget trial and error i. Som min spansklærer sagde til mig sidste år, så skulle jeg jo ikke være på holdet, hvis jeg kunne det hele i forvejen. Det trøstede, mens jeg sad og brød tungen og hovedet med gloser og grammatik. For hun havde jo en pointe.
Der er ingen som helst grund til at frygte at fejle. Slet ikke i vores professionelle liv. Tværtimod skal vi lære at være glade for mange af de fejltagelser, vi kommer til at begå på vores vej gennem livet - fordi vi lærer noget af dem (det bør vi i hvert fald gøre).
Og så skal vi jo også prøve at huske, at en fejl først for alvor er en fejl, når vi begår den for anden gang.
Jeg gad egentlig også godt at vide om den der ups-faktor er kønsbestemt.
SvarSletLever også med "frygten" for at begå fejl, men samtidig også lidt med frygten for ikke at begå dem, altså ikke at turde at bevæge sig derud hvor isen er lidt tynd indimellem. Men hvor man skal ud for at udvikle sig, lære og blive bedre, -og udnytte mit fulde potentiale. Jeg hader at begå fejl, og kan blive voldsomt irriteret på mig selv, men er i bund og grund mere bange for ikke at turde...
Hvor rammer du plet! Ihvertfald hos mig.
SvarSletHar for nyligt haft en snak med min kæreste om noget lignende. Han mente at jeg bare skulle tage at åbne munden (i faglige sammenhænge, andre gange er der ikke risiko (?!) for at jeg tier), og så ignorere hvis jeg tager fejl. Jeg fokuserer bare for meget på at jeg lyder eller gør noget dum.
Og så var det han sagde: "Og hvad så? Tror du ikke at alle gør det engang imellem?"
Og han har jo ret. Vi kan jo ikke vide alt, nogen af os. Og det kunne være vi kunne lære noget nyt ved at gøre opmærksom på vores "huller". Eller måske kan vi faktisk en helt masse, der hvor vi er bange for ikke at kunne. Så egentlig handler det mest af alt på at tro på sig selv.
Jeg ved ikke hvorfor det er sådan med os kvinder, for jeg tror at det er kønsbestemt med den adfærd.
SvarSletLige nu er jeg i gang med at forsøge mig ud i at lave et nyt arbejdsskema for mig og mine kollegaer...og jeg knokler for at se alle mulige og umulige fejl ( læs: udfordringer)..føler at jeg skal være noget så forberedt...
Samtidig ved jeg, at hvis jeg ikke foreslår den ændring, som jeg har lavet...så bliver vi fastlåst i "plejer"
Så jeg vil tænke på dit indlæg, når jeg om 14 dage skal fremlægge for mine kollegaer...
1) det kan godt være det ikke bliver gennemført
2)men vi får forhåbentligt en god snak ud af det...
tak for dit indspark og god weekend
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den kære Benoit XVI's seneste udtalelse om kvindens frigørelse, da jeg læste dit indlæg! Han sagde for et par uger siden, at kvinden ikke blev frigjort af P-pillen eller fri abort - men af opfindelsen af vaskemaskinen!!!!!!!!!!!!!!!!!!
SvarSletRystende!!!!!
Men det beviser, at kvinden stadig i visse kulturer er reduceret til et mindreværdigt og/eller mindre tænkende væsen end manden.
Er der så noget at sige til, at kvinder i visse kulturer (og vi skal ikke langt væk fra DK) fuldt og fast tror på, at de ikke kan - og derfor ikke TØR! Jeg synes, at det er meget tankevækkende.
Samtidig har de i Belgien i denne uge offentliggjort en rapport, der spår lønligestilling i 2014? Hvor er vi henne! For som du siger, så arbejder kvinder som regel hårdere for at nå dertil, hvor de er - vi overvinder meget mere i kraft af vores køn.... hvor det slet ikke burde være nødvendigt.
Samfundet er selv med til at skabe den frygt, ser det ud som...
Det er et meget fint og tænktsomt indlæg som jeg tror er meget rigtigt.
SvarSletJeg havde engang den ære at blive undervist af et af de allerstørste navne i mit fag og han der i gennemsnit havde skrevet en klassiker hvert andet år i hele sin lange karrier fortalte at næsten halvdelen af de tanker han brugte tid på viste sig at være frugtesløse. Ifølge proffesoren var kunsten dobbelt: først skal man turer prøve noget nyt og dernæst skal man evne at stoppe i tide hvis det ikke føre noget med sig. De fleste mennesker stopper sig selv før de overhovdet kommer igang og resten nægter at se fiaskoer i øjnene og holder fast i håbløse projekter. Begge dele udspringer af angsten for fiasko.
I dag tror jeg iøvrigt mange børn og unge mangler kladen. Alt hvad de gør skal være færdigt i første hug, de har ikke noget rum at øve sig i og hvor det er ok at slette og strege ud.
Jeg kan sagtens genkende det. Meget!
SvarSletReflekterer vi for meget ind imellem, og tænker for meget over, hvad der kan ske inden vi springer ud i det... sådan har jeg det. Alle muligheder tænkes igennem, og også løsninger på fejl, der evt kan opstå.
Men jeg kan også kun give ret i, at man lærer af sine fejl. Så det er jo en ambivalent tankegang.
Godt indlæg, og god weekend med sol :0)
Alt skal jo helst være så perfekt som muligt i dag. Man skal opfylde en bunke krav og vise sig som den perfekte kvinde på alle mulige måder. Og så er der jo ikke plads til fejltagelser. På den anden side ved vi jo alle godt, at man lærer af sine fejl. Det er et paradoks, og alt for ofte vinder kravet om det perfekte.
SvarSletKender det jo godt selv, og har da også kæmpet mine kampe. Haft undskyldninger klar, hvis det jeg nu fik sagt, gjort eller afleveret ikke levede op til kravet.
Godt indlæg, som maner til eftertanke. Rigtig god weekend :-)
Jeg tror ikke det blot er en kvindeting, der er mange mænd, som også har angsten for at prøve noget nyt.
SvarSletFor nogens vedkommende hænger det nok sammen med angsten for at gentage fejl, miste livsgrundlaget, tabe penge. Er det egentlig ikke også meget forståeligt?
Tusind tak for jeres gode kommentarer. Jeg er åbenbart ikke alene om at have observeret fænomenet. Men jo Donald, jeg tror også at mange mænd holder sig tilbage fra at springe ud, hvor de ikke ved, om de kan bunde.
SvarSletEr det allerede en fejl ved anden gang? :-(
SvarSlet