Københavns nok mest fotograferede svanepar dette forår har bygget deres rede 100 m fra mit arbejde. Og eftersom vi næsten dagligt har brødrester, der ellers bare ryger ud, er det nærliggende at slå et smut forbi med lidt til svanemaverne.
Desværre kan man ikke stå og fodre dem ret længe, før en sværm af styrtdykkende, frække hættemåger har spottet et måltid - så for ikke at stresse den rugende svane og hendes gemal, trak jeg et stykke hen ad stien og morede mig med at kaste brødstumper til de adrætte måger, som ni ud af ti gange fangede brødet i luften.
Da jeg havde stået der et stykke tid, kom et par amerikanske kvinder og to børn i størrelse rolling forbi og stoppede for at kigge på svanerne - og på sværmen af hættemåger. Rollingerne kiggede med stoooore øjne, og jeg spurgte dem, om de kunne tænke sig at prøve. Vupti var et brød delt og hver rolling udstyret med foder til de fjerede. Nu er sådan nogle rollinger jo ikke så store, og afstanden fra sti til svane kan være svær at kaste hen over, så flere af deres brødstykker havnede på det grønne stykke mellem sti og søbred. De to amerikanske kvinder havde vist ikke meget begreb om vegetation... i hvert fald bøjede de sig synkront ned for at samle brød op - og stak nalderne lige i nælderne. Ungerne opdagede ingenting, opslugte som de var af svaner og måger, blishøns og rørhøns, brødstumper og kastefærdigheder. Mødrene bed smerten i sig, kastede et par blikke i min retning, skyndede på de små pus og endte med at lokke dem videre ved at sige, at de kunne gemme resten af brødet til de kom hen til ænderne i den næste sø. Langt fra brændenælder med forårsstyrke i nældecellerne.
Tilbage stod jeg der i forårssolen med et lille smil - akkompagneret af latterskrig fra den hætteklædte bande.
Jeg ender også altid med at stå og hænge ud med vennerne;)
SvarSletÅh nu savner jeg at bo i byen...
SvarSletJeg er lige ved at få salaten galt i halsen, når du fortæller at de stak hænderne ned i brændenælderne, og det går helt galt når jeg læser at du sender et smil i ledtog med de hætteklædte!
SvarSletJammmen hvad skal man ikke høre?!
:-)
>Sifka
SvarSletJeg sendte rigtig mange tanker til dig der i solen, med skratmås efter skratmås i kække flyvekunstfærdige loops.
>Kagekonen
SvarSletJeg savner mere og mere at komme væk fra byen - men lige netop en oplevelse som den med svanerne og de frække måger får mig til at holde af byen og give den en ekstra chance.
>Donald
SvarSletJeg nåede jo ikke at advare. Tænkte måske slet ikke over, at der kan findes mennesker, om ikke ved, at brændenælder skal man holde fingrene fra. Nu gjorde de to kvinder en erfaring, som vi er mange, der har gjort som helt små... Men det var egentlig ikke så meget det, jeg smilede af, som hele scenariet med de to små poder, som var så optagede af fodringen og fuglene at de ikke ænsede deres mødres hoppen rundt i baggrunden. Og så smilede jeg ad mågerne og svaneparret og solen og tulipanerne, der er lige ved at springe ud lige ved siden af reden med de tre svaneæg. Jo, der var nok at smile ad. Latteren lod jeg til gengæld hættemågerne om - men de har heller ikke fået deres svenske navn for ingenting.
Jaja, det er sikkert tarveligt at more sig over de stakkels mennesker - men jeg også at jeg ville have svært ved at holde smilet tilbage! Jamen, altså, det er jo også den slags man morer sig over i dårlige komedier på tv.
SvarSletTak Jens, det var sådan jeg læste det, med sorg over de stakkels damers lidelser, som dog intet er at regne imod den livserfaring, som de nu har erhvervet sig! :-)
SvarSletSkrattmåsar kalder vores naboer hættemågerne, "grine-mågerne", nemlig!