Debut i Fælleparken

Der er en første gang for alting.
I dag var fx første gang i år, jeg løb mig en tur.
I dag var også første gang nogensinde, jeg løb en tur i Fælledparken.

Efter at have siddet hele dagen indendørs sammen med min opgavemakker og makket i vores eksamensopgave, trængte jeg så meget til frisk luft og fysisk aktivitet, at jeg valgte løbeløsningen. Jeg synes egentlig, det er lidt (meget) klamt at løbe inde midt i København. Man indånder fx så mange sodpartikler og andet fælt, at det svarer til ca. to pakker cigaretter, hvis man tager en tur rundt om Søerne i myldretiden. Men der var brug for en hurtig og effektiv løsning på trangen til at røre mig, og jeg tænkte, at søndag aften nok ikke ville være det værste tidspunkt at give efter for den.

Grundlæggende synes jeg, at det er lidt kedeligt at løbe. Der er så mange sportsgrene, der er både sjovere og mere udfordrende, både fysisk og mentalt. Men måske er det netop manglen på krav, andet end at flytte fødderne i et vist tempo, der gør, at løb på en eller anden vis kan være nærmest meditativt. Nogle vil måske betvivle det meditative i at løbe et solskinssøndagsbefærdet sted som Fælledparken, men med gode gamle Daft Punks takter i ørerne og en jævn kadance er det alligevel muligt at opnå en god og afslappende fornemmelse.

Badet bagefter føles som en præmie og vandet fra hanen som dyrebare dråber. Måske er det ikke sidste gang, jeg snupper en tur i Fælledparken...