21.8.09

Motivation i mængder

En Njordomsejling er slut. For en uges tid siden kom Njord med dens besætning hjem efter fire år på verdenshavene. Siden har både kæresten og jeg haft stor glæde af at tilbringe tid i selskab med skipper Bo og førstestyrmand Hanne både på land og ombord på deres smukke Colin Archer. Vi har suget gode råd og røverhistorier til os som tørstende i ørkenen, der finder en oase. For der er simpelthen ikke noget så motiverende efter flere år med et renoveringsprojekt, der til tider har trukket voldsomt meget tænder ud, som at tale med mennesker, der rent faktisk har ud- og gennemlevet den drøm, vi selv går rundt med.

At de kom hjem nu, og at de har sluttet deres lange færd netop i vores havn er lidt af en gave. Vi føler os priviligerede over at kunne drage nytte af deres erfaringer, og der er intet af det, de fortæller, som får os til at længes mindre. Heller ikke de barske historier. For der bliver ikke malet noget forgyldt billede - vi hører også om den uendelige række af reparationer, om korruption og om angstfyldte passager. Men selvfølgelig også om alle de fantastiske steder, folkeslag og oplevelser, som har beriget deres liv i de år, de har tilbragt som langturssejlere. Vi bekræftes i meget af det, vi har læst og lyttet os til i tidens løb - og det føles godt og rigtigt.

Det skrider hastigt fremad på bådprojektet i disse uger - så meget at jeg ikke rigtig når at fortælle om det her på bloggen - vi har nået adskillige delmål alene i den seneste måneds tid. Det i sig selv er selvfølgelig også motiverende, men jeg skal da lige love for at Njords hjemkomst har bragt mere ved til vores motivationsbål end de fleste nok kan forestille sig.

5 kommentarer:

  1. Saadanne, Marianne!! YES!!!!

    Dejlig hjemmeside Njordfolkene har! JEG VIL FANDME OGSAA OP & KLATRE PAA VULKANER I VANUATU IGEN! -- I kan bare lige VOVE paa at goere det uden mig ;-)

    Glaeder mig som et lille barn til at stoede til jer rundt omkring paa denne klode!

    Muy muy yum yum!
    KAEMPEKNUS,
    Dennis

    SvarSlet
  2. Åh, som man kan få udlængsel så, kunne jeg forestille mig, Lotte :-)

    Husk at suge dem tomme for gode råd, inden I sender dem videre ;-)

    SvarSlet
  3. Kære Lotte, jeg kan godt forstå jeres store glæde ved at høre om Njords fire år på verdenshavene. Min fætter kom jo hjem sidste sommer efter en lignende tur og sendte mails hjem, hver gang han kom til en internetcafé. Noget af det vigtigste er at have helt præcise søkort. Min fætter stødte nemlig på grund ved Belize og fik en stor bøde af den grund.
    God weekend til dig og skipper!

    SvarSlet
  4. Det må være en inspirationskilde uden lige og en guldgrube af gode råd. Dejligt at I kan få alt det med, inden I selv drager ud. Jeg kan ikke forestille mig noget mere inspirerende for jer end deres fortællinger, gode som dårlige. Uha, hvor jeg glæder mig til at høre jeres historier ude fra den store verden, når I kommer af sted :-D

    SvarSlet
  5. Oh, det lyder godt at det går fremad - jo jeg kan da godt forstå at det er motiverende! Linket til beskrivelse af svømmetur med delfiner var en dejlig læsning!

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!