Min bror og hans kone er så småt begyndt at forberede min niece på, at kæresten og jeg kommer til at være væk i meget, meget lang tid, når vi næste år tager hul på jordomsejlingen. Det kan være svært helt at begribe, når man ikke er så gammel (det er også svært for mig at begribe, og jeg er meget ældre!)
Forleden kom det så fra den 4½-årige: "Faster Lotte. Jeg kommer til at savne dig!" Jeg kunne jo kun sige, at jeg også ville komme til at savne hende. Men at vi nok skulle komme til at se hinanden igen.
Det tænkte hun lidt over. Så trængte flere tanker sig på, og hun spurgte eftertænksomt: "Hvis du nu får et barn, er du så stadig min faster?" Jeg svarede bekræftende, at jeg ALTID ville være hendes faster (imens mit hjerte smeltede). Men ALTID er jo et stort ord og betyder vist nok det samme som FOR EVIGT, så efter endnu endnu en lille tænkepause kom det - "...også hvis du dør???"
Og ja, "så vil jeg jo bare være din døde faster Lotte".
Det svar var det eneste ærlige svar, jeg kunne give hende, og barnet accepterede på stedet, mens hendes mor vist syntes, at det var en lille smule barskt at stille det op på den måde... Niecen legede videre, hun havde fået de svar, hun gerne ville have.
Men denne lille snak om savn og død og familiære roller satte gang i en tankelavine hos mig, og siden har jeg tumlet lidt med specielt savn-aspektet. For jeg VED jo, jeg kommer til at opleve savn i de år, vi er væk. Jeg prøver at forberede mig på, at der vil være perioder, hvor savnet bliver overvældende og hvor jeg vil få lyst til at flyve hjem med det samme. Særligt forestiller jeg mig, at den første jul uden min familie bliver mærkelig. Alligevel får tanken om alt dette potentielle savn mig ikke til at tvivle på, at drømmen skal leves ud.
Alle drømme har omkostninger, spørgsmålet er kun, om man er villig til at betale prisen. Om ens drøm er vigtig nok. Og min drøm betyder så meget for mig, at jeg er parat til at leve med store savn. For jeg vil samtidig glæde mig over, at jeg har mennesker i mit liv, som det er værd at savne - og som vil savne mig. Det er rigdom, man ikke kan købe for penge.
Jeg smeltede også lidt :)
SvarSletDet var det helt ærlige svar - og åbenbart det, der skulle til :-)
SvarSletEthvert tilvalg indeholder også automatisk nogle fravalg, og så må man jo afgøre, hvad der vejer tungest. Der er mange savn forbundet med at være væk hjemmefra, men der kommer så mange fantastiske oplevelser, at de langt opvejer fravalgene. Sådan er jeg helt sikker på, at du også vil have det.
Engang boede jeg i Kenya lidt over et aar. Naar jeg i dag ser tilbage, havde jeg en meget taet kontakt til familie og venner gennem breve. Kontakten var mere taet og intens, hvis man kan bruge det ord, end den er naar man hver dag har muligheden for at se hinanden.At savne er at elske og prise de mennesker der er i ens liv. Hvor er jeg bare SAA misundelig paa din forestaaende rejse:)
SvarSletDet er meget rigtigt skrevet, Lotten.
SvarSletJeg tror, at børn kan klare meget ærlige svar - i modsætning til os. De har jo som regel heldigvis ikke noget konkret at sammenligne det med - så død bliver lidt diffust.
SvarSletMit yngste guldbarn havde en periode, hvor han var meget optaget af morfar; og når solen skinnede på en sky, så den lyste op mente han, at det var morfar... som han aldrig har kendt.
Jeg har jo altid levet væk fra de to små - og på forunderlig vis vænner de sig til, at man ikke er der konstant. Men det kom lige fra hjertet i sommers, da Magnus sagde, at "vi har altså savnet dig rigtigt meget". Der var gået lang tid - men selv som spæde huskede de mig. I den henseende er man altid deres tante/moster/faster! Og når du er hjemme igen vil de tage imod dig med åbne arme.
Jeg valgte også at rejse - velvidende, at det har omkostninger... men som du skriver, så bliver de personer, der savner én (og som man selv savner) meget dyrebare. Det er en lektion for livet!
Mon ikke også de kan flyve ud at møde Jer et spændende sted i verden?
>Pernille
SvarSletDet er i det hele taget svært for mig ikke at smelte over min niece - hun er simpelthen så skøn!
>Grønlandspost
SvarSletDu ved jo om nogen hvad det vil sige at rejse væk fra familien for at forfølge en drøm - og jeg ved, du forstår mig.
>Ravheks
SvarSletKenya må også have været en fantastisk oplevelse?
Jeg tror, du har en meget god pointe i at man på en måde kommer tættere på mange af dem, man har kær. Men jeg har i forvejen et meget tæt forhold til både mine forældre og min bror&co. - så det vil helt sikkert afføde noget savn, mens vi er afsted. Heldigvis!
>Zette
SvarSletDet tror jeg også ;-)
>Nille
SvarSletDu lever jo ligesom Grønlandsposten med det hver dag, så jeg ved du også ved, hvad det er for følelser, jeg vil komme til at gennemleve. Og som jeg vil vælge at leve med, fordi jeg har truffet et valg. Som netop bliver en lektion for livet.
Og jo, jeg håber sørme også, at vi kommer til at få besøg, mens vi er afsted.
Drømmen eller visionerne er jo det, der skaber noget nyt. Det er godt at du ikke nøjes med at drømme, men satser på et fartøj, som er sødygtigt, for nu at tale i billeder.
SvarSletMen savnet behøver ikke at være så slemt, det synes jeg ikke du skal være bange for. For det første møder du nye mennesker, for det andet kan man i dag gå i havn og sende e-mail eller SMS'er (I kommer vel i havn mindst hver tredie uge?)
Det kan være at din broder heller vil tage flyet ud end at du skal tage flyet hjem :-)