Angelinas Røv

NEJ! Jeg forsøger ikke at få en masse ekstra google-hits med den overskrift. Indlæggets overskrift er såmænd den titel, som Christian Himmelstrup har valgt at give sin seneste bog.

Man bør ikke dømme en bog på dens titel, vel? Og det er heller ikke god stil at dømme nogen på udseendet? Heller ikke selvom der er tale om en omgang grafisk biksemad med fem forskellige typografier rodet sammen? Fakta er, at "Angelinas Røv" aldrig på min egen foranledning ville være landet i min indkøbskurv. Heller ikke selvom jeg havde kunnet abstrahere fra dens rædsomme titel og ditto omslag - bagsideteksten tænder mig heller ikke det fjerneste.

MEN nu fik jeg bogen forærende, og en blanding af nysgerrighed og lyst til at gøre op med egne (for)domme fik mig alligevel til at gå i gang med at læse den.

Måske kan Himmelstrup godt skrive. Måske er det bare mig, der er for konservativ. Men jeg kløjs altså i hans fusionskøkken, hvor han blander metafiktion, roadmovie, satire, campusroman, selvbiografi (!?), spændingsroman, krimi og konspirationsteori sammen til ét stort miskmask, der efterlader mig en lille smule træt. Og irriteret. Bevares, der er øjeblikke, hvor han glimter med en knivskarp observation og spidder amerikanerne og terrorangsten, men størstedelen af tiden er det bare rodet. Historier inden i historier inden i historier KAN være interessante, hvis de er velkonstruerede - og jeg er heller ikke nogen tvær modstander af metafiktion som sådan - men Himmelstrups røv(er)historie kæmpede forgæves for at fange min interesse og jeg stod altså af allerede efter første afsnit, da det viste sig, at romanens hovedperson er Himmelstrup selv. Altså kan jeg ikke for alvor førstehåndsberette om bogens sidste to afsnit.

Men man er vel stadig lidt nysgerrig? Altså gik jeg en tur i googleskoven for at lede efter nogen, der kunne fortælle mig om afsnit to og tre, så jeg ikke selv skulle spilde tid på at læse resten. Hos Information fandt jeg en, der havde læst hele bogen (fordi hun blev betalt for det), men som tydeligvis syntes, det var lige så meget tidsspilde som jeg selv:

Moralens vogter er ikke min tjans, men hele den her lumre måde, alle personer i bogen skildres på, og som jeg oplever kører pr. automatik og stereotype forestillinger om bøsser, sekretærduller, fede amerikanere og så videre, er frygtelig trættende. Den kække tone og liret skjuler ikke, at romanen ikke har det store på spil.

Berlingeren er mere positiv og hævder at Himmelstrup "formår at få læseren på krogen, selvom han er syret". Politiken har tilsyneladende valgt slet ikke at anmelde bogen, på trods af at de har modtaget den en gang i sommer. Jeg kan ikke bebrejde dem.

Det viser sig, at bogens første afsnit skal forestille at være et manuskript, og at skrivestilen ændres lidt i bogens sidste to afsnit, men efter at have bladret på må og få og læst sporadisk videre er der ikke noget, som får mig til at ændre min beslutning. Dette er en af de ganske, ganske få bøger, jeg ikke har læst færdig og som jeg ved, jeg aldrig kommer til at åbne igen.

UPDATE: Anne har også læst bogen - se hvad hun skriver, hvis du vil vil have nuanceret din indgangsvinkel til Himmelstrups bog.