13.12.09

Over Knippelsbro til knippelsuppe




Det er næppe gået din næse forbi, at vi var et sted mellem 75.000 og 100.000 deltagere i gårsdagens demonstration. Vejret var flot, men frost og vind gjorde det til en kølig oplevelse. På trods af kulden var slotspladsen og de tilstødende arealer spækkede med mennesker og bannere! Fordi der heldigvis findes virkelig mange, som mener det betaler sig at tilkendegive deres mening. Fordi der findes mange, som ved at tavshed og ignorans ikke flytter noget. Som tør og vil vise at klimaet er en sag, som vedrører dem så meget, at de i går trodsede kulden og droppede lørdagsindehyggen til fordel for en større sag. Der var virkelig tale om det, som nogen har kaldt en "kraftfuld manifestation af menneskelig og demokratisk viljekraft"!

Du har sikkert også hørt om de næsten tusind arresterede, som i går måtte sidde på iskold asfalt i op til fire timer. For næsten 99% vedkommende fuldstændigt uden grund. Jeg kender personligt en af dem. Han har været på hospitalet i dag, fordi han har problemer med følelsen i den ene hånd efter sammenlagt otte timer i håndjern. Først fire timer i futtog på asfalten, siden yderligere fire timer i en bus. Han havde absolut intet gjort udover at deltage i en fuldt lovlig og fredelig demonstration for klimaets skyld og i ytringsfrihedens navn. Og nej, han ligner ikke tilnærmelsesvist en "sydlandsk balademager".

Det er f***** ikke i orden!!! Og det skulle jeg hilse og sige, at Amnesty International er enig i. Den slags "præventive anholdelser" ligner noget fra en politistat! Hvad er det for nogle politikere, der vedtager, at den slags er lovligt i det 21. århundrede i et land, som vi plejer at kalde civiliseret og demokratisk??!?! Synes de virkelig, at den form for uretfærdig og nedværdigende behandling er rimelig? De anholdte måtte sidde og fryse, bagbundne og for fleres vedkommende urinere i bukserne fordi betjentene ignorerede deres anmodninger om at komme på toilettet. Fy for pokker!

I "Sproglaboratoriet" på P1 kårede de i fredags ordet "lømmepakke" til årets ord 2009. Fordi ordet i dén grad har sat sit præg på hele året.

Det er f***** sørgeligt!

7 kommentarer:

  1. jeg er fuldstaendig enig med dig Lotten.
    Jeg har ikke set saa stor en demonstration, siden vi demonstrede mod atomkraft. Det er helt forrygende fantastisk.
    Jeg saa Brian Mikkelsen i fjernsynet i gaar aftes. Han var pinlig.
    Masseanholdelserne er en haan over for vores demokratiske ret til at demonstrere.

    SvarSlet
  2. Jeg bliver så fly forbandet når det der før var en menneskeret nu er kriminaliseret. mine gamle forældre på 70 år var lige præcis i den del af demostrationen. de var mildest talt rystet. Selv gik jeg i midten - og der var ingen ballade overhovedet... jeg er rasende over den behandling som de arrasteret har fået.

    SvarSlet
  3. ENIG! Præventive anholdelser hører ikke til i et demokrati, hvor ytringsfriheden bør være i højsædet! Det er så laaaaangt ude!

    SvarSlet
  4. Jeg er kun delvist enig.
    Jeg har været ret aktiv som demonstrant, påskemarcher, også i Tyskland, Kiel og Hamborg i '68. Der oplevede jeg, hvordan man forsøgte at manipulere os til en konfrontation med politiet. Det samme ser jeg i dag, hvor der jo faktisk blev kastet med brosten mod politiet, hvor arrangørerne havde brosten og hjelme med på højttalervognen. Hvor er jeres forargelse over dem, der smadrede en betjent? Der kastede med molotov-cocktails? Var der nogen, der foretog en civil anholdelse?
    En brosten indeholder lige så meget energi, som et projektil, når det rammer. For mig er det drabsforsøg.
    Dér, hvor jeg er enig er der, hvor politiet ikke hurtigt nok får skilt fårene fra bukkene.
    Men demonstrationsretten er jo ikke under angreb: 99.ooo, nioghalfems tusinde, demonstrerede jo fredeligt videre.

    SvarSlet
  5. Hernede har de ikke lagt meget vægt på politiets opførsel - nok fordi det stadig er ret 'lidt' i forhold til, hvad man er vant til midt i EU-kedlen.

    Jeg synes ikke, at det er en OK opførsel; men hvis man smider med molotov-cocktails må man vide konsekvenserne!

    Problemet er de, der bliver 'anholdt' ulovligt - eller uden at have foretaget sig noget. På den anden side misunder jeg ikke de betjente, der sikkert er stressede i situationen og skal reagere meget hurtigt. Det kan koste omtanke desværre!

    Men som Aage påpeger - så var det stadig et flot fremmøde, der forløb roligt for det meste.

    SvarSlet
  6. Der blev ikke smidt med molotovcocktails!!! Jeg var der. Der blev smidt 2 kanonslag. Jeg er rystet over, at folk tror på den medierede virkelighed frem for deres sunde fornuft.Men det er selvfølgelig svært at vide bedre, når landets justitsminister, sidder for åben skærm og lyver. Hvad han beviselig gjorde og har gjort før. Dette land bliver efterhånden styret via frygt.

    Men du Lotten, jeg er også med næste gang - på den fredelige måde. Det bliver vi nødt til. Nogen skal jo gøre det.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!