Charmeret af Mathilde

I løbet af de seneste måneder har man rundt omkring i blogland kunnet registrere det ene tilfælde efter det andet - (kvindelige) bloggere er i stribevis blevet nedlagt af Priapus. Jeg selv føler mig mere forført af kvinden bag ham, af hans skaber, af Mathilde Walter Clark. Hun har i dén grad taget mig med storm, og fra allerførste kapitel til jeg fortumlet vendte bogens side 457 og erkendte at eventyret var slut, har jeg været tryllebundet af hendes sprudlende sprog. Det er meget, meget længe siden jeg sidst er stødt på en dansk forfatter med så rigt et ordforråd og så magiske evner til at spinde sine ord sammen. At det så også bliver lige lovligt kulørt og litterært kunstgrebet fra tid til anden, det vælger jeg at se gennem fingre med, fordi jeg sådan nyder endelig at støde på en ekvilibrist, der ikke er bange for afgrunden under sine ords linedans. Jeg ville personligt nok bare have holdt lidt igen med den ivrige gødning af sprogblomsterne.

"Priapus - en forførerhistorie" er en erotisk-psykologisk tour de force gennem en uendelig række af kvindeskød, i ukontrollabelt spin omkring en mand, der bruger sex som flugt. Flugt fra sig selv, fra døden, fra livet, fra ægtheden - og sin grundangst for at blive afsløret af den eneste kvinde, han virkelig elsker. Astronautdatteren Faye, der gennem sine forelskelsens briller ikke formår at se ham, som han virkelig er. Hun ser ham derimod som den, han drømmer om at være. Et godt menneske. Og fordi han bærer på dette ønske, ønsket om at være god, kan jeg ikke lade være med  - modstræbende - at holde en lille smule af ham, selvom han egentlig er temmelig intetsigende og på sin vis også frastødende (og da er han jo ikke helt intetsigende alligevel). Men egentlig er det Faye, der, trods sin endimensionelle rolle igennem hele bogen, rører mig mest. For hun har virkelig fortjent bedre! Men hun er blevet forført i en grad, så det tager hende år at få alle disse blår vasket ud af sine øjne igen.

Jeg er lidt bange for, at Mathilde Walter Clark også selv har ladet sig forføre af sin Priapus. Jeg kan faktisk ikke helt finde ud af, hvad det er hun vil fortælle med den bog (og jeg har med vilje ikke læst hverken interviews eller anmeldelser, som måske ville have kunnet besvare det spørgsmål, men som uundgåeligt også ville forplumre min egen opfattelse), men der er da noget morsomt ved at en kvinde forholder sig til kvinder gennem en hovedperson af det andet køn.

Jeg vil gerne give Mathilde Walter Clarks "Priapus" mine anbefalinger - men læs bogen for dens charmerende,  frodige sprog og lad ellers være med at tage selve historien alt for højtideligt.