29.1.11

En på skallen

Jeg har en svaghed. Jeg har sådan set mere end én, men lige nu handler det om skaller. Muslinger og sneglehuse som jeg med barnlig begejstring samler i hobetal, så snart jeg ser mit snit til det. Den voksne del af mig ved godt, at jeg ikke kan fylde mit hjem med disse skatte, og i forbindelse med at jeg skulle opmagasinere de fleste af mine ejendele, måtte jeg da også sortere grundigt i beholdningen. Men der er kun ringe chance for, at jeg vil kunne modstå at samle nye bløddyrsboliger op undervejs på fremtidens fremmede kyster - så nu har jeg sat mig for, at jeg også vil vide, hvad det er, jeg finder. Altså sådan lidt mere nøjagtigt end "konkylie" og "hjertemusling".

Til det formål har jeg erhvervet "Shells" af S. Peter Dance. Den findes i en dansk oversættelse, men den er desværre udsolgt fra forlaget. Heldigvis kan den lånes på biblioteket, og så er det jo "bare" at gå i krig med at føje de danske navne til den engelske version. Indrømmet, det har taget nogle dage - men ved at snuppe nogle sider hist og pist, er det alligevel lykkedes at komme hele vejen igennem - så nu kan jeg blive beriget med både den latinske, engelske og danske version af navnet, næste gang jeg samler en muslingeskal op.
Nørd? Javist :)

6 kommentarer:

  1. Lyder hyggeligt, Lotte :) Glæder mig til at se lidt fotos af samlingen, når den kommer igang ;)

    SvarSlet
  2. Jeg ELSKER den slags noerderi og har et arsenal af fugle og dyreboeger til noejagtigt det samme formaal. :)

    SvarSlet
  3. Hvis jeg lige må komme med en advarsel: det er nogle steder særdeles forbudt at opsamle sneglehuse. Og selv om du har samlet skaller et helt andet sted, risikerer du, at f.eks amerikanske Coast Guard snupper hele samlingen "bare for at være på den sikre side". Det samme ses i lufthavnene, hvor f.eks. Atlanta har store montrer med udstilling af konfiskerede sager, hvor jeg iagttog ting, der var legale. Forhør dig venligst hos erfarne folk, f.eks hos Troels Kløvedal.

    SvarSlet
  4. >Maria
    Ja, jeg glæder mig også til at få gang i kameraet ;-)

    SvarSlet
  5. >Tina
    Vi har efterhånden en større samling af opslagsværker om hvaler, fisk, havfugle, planter, koraller og skaller - så der er gode chancer for masser af nørderi undervejs.

    SvarSlet
  6. >Aage
    Du har helt ret, og jeg er opmærksom på problematikken. Jeg har nu heller ikke tænkt mig at fylde hele båden op med skaller, men helt undlade at samle dem op kan jeg jo nok ikke. Derfor er min tanke netop at fotografere og navngive mig ud af noget af min egerntendens i håb om, at jeg så i hvert fald ikke gemmer dem allesammen, men lader dem blive på stranden, når jeg har beundret dem behørigt.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!