Nu har jeg imidlertid mødt en, som må have fornemmet alensomheden og besluttet sig for at gøre mig selskab fra tid til anden. Det er ikke altid jeg opdager det, når han kommer listende om natten. Andre gang vækker han mig med et pust i øret. Andre igen kommer han kækt trampende og kræver kæl. Prompte! Og jeg må altså indrømme, at jeg synes, det er voldsomt hyggeligt. Det føles ikke på nogen måde forkert.
Om jeg har dårlig samvittighed? Nu er det jo ikke mig, der kommer til ham og det er ikke noget, jeg har fundet på. Det er helt og holdent hans egen beslutning, det skal der ikke herske tvivl om. Jeg er samtidig også ret sikker på, at min kæreste vil udvise forståelse. Jeg er derimod lidt mere i tvivl med hensyn til min nattegæsts mor. Som - ahemnn - er mine forældres genbo.
Men Antons mor, hvis du læser med her, så sværger jeg, at jeg ikke har lokket ham. Han har selv fundet på det her arrangement!
(og jeg har altså ikke hjerte til at smide ham ud i regnen...)
En av de mera sällsynt goa sängkamraterna:). Gosing!
SvarSletKarinkram!
"Gud förbjude" at du smider ham ud i regnen. Katte tar sine ejne besluttninger! Det er bare at finde sig i det.
SvarSletSiger Sonja og Olga
Nej, hvem kunne nænne at smide sådan en hyggefryns ud i regnen? De kære misser ved nok, hvor der er godt at være, men pas du bare på: Vores gamle kat kom gående ind i vores liv og blev i 15 år... ;-)
SvarSletHahaha..... jeg synes det lyder hyggeligt og jeg ville også være glad for sådan en sengekammerat. Forhåbentlig er Antons mor glad for, at hun får sin egen seng for sig selv en gang i mellem. Jeg ved jo selv, hvor meget sådan nogle katte kan fylde i sengen. :-D
SvarSletKatte vælger helt selv, hvem de gider omgås.
SvarSletPt. er jeg ikke længere helt så interessant, for der er kommet en ny killing i huset hjemme hos Anton, og den er vist ret skæg at være sammen med. Jeg vælger i hvert fald at tro, at fraværet ikke er noget, jeg skal tage personligt. Han kommer stadig og hilser på og spiser her, men han overnatter her ikke i øjeblikket.