Lige netop NU er der
danmarkspremiere på blomstring for arten med det lidet flaterende navn
Amorphophallus titanum (gr. amorphos: misformet + phallus: fallos + titan: gigantisk) måske bedre kendt som 'verdens største blomst' eller 'ligblomsten'. Det sker i disse timer i Københavns botaniske have, og det er i den grad en usædvanlig begivenhed ikke bare her, men globalt.
|
Botanisk have kl. 21.30 |
Siden min mor for 15 år siden forærede mig bogen
"Planternes Privatliv" af David Attenborough, har denne monstrøse blomst stået på listen over ting, jeg gerne en dag selv ville opleve. Altså måtte en svært tilgængelig energireserve hentes frem til endnu en cykeltur i dag - for det her ville jeg ikke undvære, en gedigen træthed til trods. Og vist er det et imponerende syn - og JA, den stinker præcis lige så fælt, som alle siger.
|
Helt nede i bunden af blomsterstanden, under den store "fallos" og end ikke synlige her på billedet, sidder en masse småbitte blomster. |
Amorphophallus titanum bestøves af fluer, og for at tiltrække dem, stinker blomsten rent ud sagt af råddenskab. Men kun et par dage, så er hele festligheden overstået og afblomstringen i fuld gang. Så hvis du vil nå at se (og lugte) attraktionen, skal det være i morgen - men jeg advarer om, at der kan være kø.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!