Post på gammeldaws manér

Der er nu noget unikt over at modtage håndskrevne breve – ikke kun fordi brevet i sig selv er enestående, men også fordi oplevelsen besidder en kvalitet, der ikke helt kan opvejes af en email. Afsenderen har virkelig gjort sig umage. Har sat sig ned med pen og papir og nedfældet ord, har proppet det skrevne i en kuvert, har købt et frimærke og har postet brevet. Det er alt for besværligt for de fleste mennesker i dag, og kommunikationsgangen er også alt for langsom. Emails sparer både porto og papir. Og tid. Og det er nok især det med tiden og umagen, der gør, at et håndskrevent brev, ja selv et postkort med nogle få linjer, for mig repræsenterer noget, som tangerer en decideret gave. Misforstå mig ikke, jeg er en stor fan af elektronisk kommunikation, men det bliver bare aldrig helt så personligt som et fysisk brev. Og hvis man er langt hjemmefra, måske endda helt uden for internettets rækkevidde, så er gammeldags breve ganske enkelt noget af det bedste i verden.

De breve, jeg har modtaget, mens jeg var på Assumption er blevet læst og genlæst med stor fornøjelse. Fotos af efterårsløv, af niecen og nevøen, ja selv af den nymalede Ærøfærge har vakt stor lykke. Og de vedlagte lakridser og USB-nøglen med bøger til min Kindle har i den grad været med til at forsøde tilværelsen i isolation på en lille ø midt i et stort ocean.

Posten er ca. to uger undervejs fra Danmark til Seychellerne og ca. tre uger undervejs i den modsatte retning – hvad brevene foretager sig i den ekstra uge, aner jeg ikke. Ca. en gang månedligt kommer der fly herud og medbringer post begge veje. Der kan med andre ord gå lang tid, før ord når frem til og fra mig på denne måde, men de er ikke mindre skattede af den grund. Nærmest tværtimod.