Oceanista

Nogle vil gerne forklare det med, at jeg er vandbærer af stjernetegn, men personligt er jeg mere af den overbevisning, at min afhængighed tager sit afsæt i min opvækst. At vokse op i nærkontakt med hav sætter spor hos de fleste, men når man samtidig vokser op i et bådebyggerhjem og tilbringer alle sine barndomssommerferier til vands...ja så sætter det så dybe spor, at de for nogle bliver uudslettelige. Hos mig har det resulteret i et aldrig ophørende behov for kontakt. Ikke nødvendigvis hver dag, men plant mig i lang tid langt fra havet, hvis du ønsker at se en del af mig visne.

Om jeg bevæger mig på det eller i det, vandrer langs det eller blot sidder med udsigt til det, om det har form af et stålgråt vindpisket Vesterhav eller en turkisblå tropedrøm, vil jeg altid føle mig draget. Og den fornemmelse er ikke blevet mindre med årene.

Der er en sjælden sjælefred at hente ved blot at sidde og lade blikket vandre uforstyrret over bølgedale og -toppe. At lade pulsen afstemmes med bølgeslagene, at inhalere gusen, at lade vinden kærtegne ansigtet. At lade mine tanker flyde lige så let som havet selv.

At lade havet omslutte mig kan ikke sammenlignes med noget andet. Plastisk og i evig bevægelse føles det som en interaktion med et levende væsen, der får mig til at føle mig som en lille ubetydelig partikel, som en del af et kolossalt meget større hele. Havet yder modstand, men bærer samtidig oppe. Som en uendelig blid omfavnelse, et helkropsligt kærtegn, der ikke udelader en eneste kvadratmillimeter af min hud. Det er det, jeg mærker, når jeg svømmer, snorkler og dykker. En følelse af at være det helt rigtige sted.

Min kærlighed til elementet er grænseløs, og er af den slags, som bygger på dyb respekt. Jeg frygter ikke havet, men er samtidig ingen tåbe. Min omgang med havet er præget af respekt og omtanke, opmærksomhed og et nærvær, som betaler sig tifold tilbage. Og det bedste er, at dette forhold kun bliver bedre af at blive delt med andre.

Hvordan er dit havforhold?