Juli 2013
Vi er i Kiribati, som består af 33 øer og atoller spredt på begge sider af datolinjen. Kiribati var et af de første lande til at gå i spidsen for kampen mod klimaforandringer. Dette er ikke uden grund, for hvis temperaturen i verdenshavene stiger blot 4 grader, vil landet forsvinde under havoverfladen, og befolkningen være tvunget ud i en tilværelse som klimaflygtninge. Landets areal er allerede begyndt at svinde mærkbart ind, og det er begyndt at opkøbe arealer i Fiji, for at have et sted at sende befolkningen hen, når det ikke længere er muligt at leve i Kiribati. New Zealand og Australien er allerede begyndt at modtage tusinder af emigranter, som angiver klimaforandringer og havstigninger som hovedårsag til at de forlader deres hjem på stillehavsøerne*. I frustration over den komplet fejlslagne klimakonference i Danmark tilbage i 2009, inviterede landets præsident verdens store industrilande til Kiribati for at mødes med ofrene for den globale opvarmning, men det ændrer jo ikke på den aktuelle situation.
Jeg har lige nu en følelse, der meget ligner den, jeg rammes af, når jeg ser eller læser om udrydelsestruede arter. Men som for de fleste udryddelsestruede arters vedkommende, fortsætter størstedelen Kiribatis indbyggere ufortrødent med deres hverdag og affinder sig med omstændighederne. Og jeg vælger at nyde og værdsætte, at jeg når at møde befolkningen og se dette ørige, mens det stadig befinder sig over vandet, mens jeg i mit stille sind håber, at det snart er slut med at høre røster, som hævder, at vi ikke behøver bekymre os om klimaforandringer og global opvarmning.
(*Kilde: Rapport fra Columbia University og FN: Mapping the Effects of Climate Change on Human Migration and Displacement)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!