På sidelinjen

Jeg ved godt, jeg ikke er alene, jeg ved, at tusinder andre har været, er og vil komme i samme situation, men det ændrer ikke på, at det gør ondt. Som pårørende er det en anden slags smerte, der er tale om, men den er reel nok. Som en trykken i brystet og en murren i baghovedet ligger den der hele tiden og strides om opmærksomheden med sorgen, bekymringerne, medfølelsen. Og afmagten, der nok er den værste af dem alle. Afmagten, magtesløsheden, den uendelige rejse gennem ingenting. For der er så forsvindende lidt, vi reelt kan gøre for at lindre, for at lette, for at fjerne smerten hos det menneske, som må bære den i sin fysiske form.

Jeg har været på en fantastisk rejse rundt på kloden og i mig selv gennem det seneste halvandet år, og denne forunderlige rejse har givet mig et mentalt overskud, som har rustet mig optimalt til den situation jeg sammen med min familie står i i denne tid – men som jeg nu også trækker grove veksler på. Jeg satte humørpoint i banken i månedsvis, samlede den ene opløftende, berigende og positive oplevelse efter den anden og fik sparet en god portion sammen, men for hver dag, der går, rykker jeg nærmere bundlinjen og bliver mere og mere bevidst om, at der er risiko for overtræk. Hver dag vokser følelsen af sårbarhed og hudløshed, selvom hver dag også er en gave, som vi forsøger at huske at værdsætte. For vi ved ikke, hvor længe dette kommer til at vare. Vi ved ikke, hvad udsigterne er, hvad prognosen lyder på, hvor store chancer vi har for at forblive en hel familie længe endnu. Og sammen med magtesløsheden er uvisheden en opslidende cocktail, som vi hver dag skyller ned med fortrukne ansigter og hængende skuldre.

Vi har hinanden, og vi har et fantastisk netværk, der bakker op, støtter og hjælper. Og vi har et menneske blandt os, som trods livstruende sygdom bevarer optimismen intakt og som de fleste dage formår at se nøgternt på sin situation gennem positive briller. Og jeg tænker, at hvis han kan det, så kan jeg også – men det ændrer ikke på, at det gør ondt.