Jeg ved godt, jeg ikke
er alene, jeg ved, at tusinder andre har været, er og vil komme i
samme situation, men det ændrer ikke på, at det gør ondt. Som
pårørende er det en anden slags smerte, der er tale om, men den er
reel nok. Som en trykken i brystet og en murren i baghovedet ligger
den der hele tiden og strides om opmærksomheden med sorgen,
bekymringerne, medfølelsen. Og afmagten, der nok er den værste af
dem alle. Afmagten, magtesløsheden, den uendelige rejse gennem
ingenting. For der er så forsvindende lidt, vi reelt kan gøre for
at lindre, for at lette, for at fjerne smerten hos det menneske, som må bære
den i sin fysiske form.
Jeg har været på en
fantastisk rejse rundt på kloden og i mig selv gennem det
seneste halvandet år, og denne forunderlige rejse har givet mig et
mentalt overskud, som har rustet mig optimalt til den situation jeg
sammen med min familie står i i denne tid – men som jeg nu også
trækker grove veksler på. Jeg satte humørpoint i banken i
månedsvis, samlede den ene opløftende, berigende og positive
oplevelse efter den anden og fik sparet en god portion sammen, men
for hver dag, der går, rykker jeg nærmere bundlinjen og bliver mere
og mere bevidst om, at der er risiko for overtræk. Hver dag vokser
følelsen af sårbarhed og hudløshed, selvom hver dag også er en
gave, som vi forsøger at huske at værdsætte. For vi ved ikke, hvor
længe dette kommer til at vare. Vi ved ikke, hvad udsigterne er,
hvad prognosen lyder på, hvor store chancer vi har for at forblive
en hel familie længe endnu. Og sammen med magtesløsheden er
uvisheden en opslidende cocktail, som vi hver dag skyller ned med
fortrukne ansigter og hængende skuldre.
Vi har hinanden, og vi
har et fantastisk netværk, der bakker op, støtter og hjælper. Og vi har et menneske blandt os, som
trods livstruende sygdom bevarer optimismen intakt og som de fleste dage
formår at se nøgternt på sin situation gennem positive briller. Og
jeg tænker, at hvis han kan det, så kan jeg også – men det
ændrer ikke på, at det gør ondt.
søde søde Lotte kusine. Sikke dog!
SvarSletSå fint du beskriver det.
Håber vi snart ses på Ærø!!!
Hvor var det dejligt at se jer!
SletJeg sender tanker i jeres retning. Det er sejt at være, hvor I er. Andet er der ikke at sige.
SvarSletTak Liselotte. Alle gode tanker varmer.
SletTanker herfra, som du ved.
SvarSletTak Hr. T.H. :-)
SletKæreste Lotte
SvarSletDet er så smertefuldt at være der hvor du er og det er ok at sætte ord på det selv om det naturligvis er den alvorligt syge der har brug for omsorg så har de pårørende det også
Jeg er her hvis du vil tale ...
Knus
Mette
Tak Mette. Jeg vil helt sikkert gerne ses igen snart!
SletJeg sender lyse tanker, ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive/sige, ord er for fattige.
SvarSletTak, Anne. Der er ikke så meget, man kan sige...men lyse tanker tager jeg gerne imod :-)
Sletdet værste er, når man kan mærke at noget måske/måske ikke er ved at slutte. en tid, som engang var. at være svært sygdomsramt, det er fanme noget mærkeligt noget.
SvarSletÅh ja, Pedrsn, du ved jo desværre, hvad du taler om...
SletÅh hvor jeg forstår det. Det er måske en trøst tænke over at når man deler en sorg, bliver den mindre, og når man deler en glæde, bliver den større. Jeg tror du får talt med andre mennesker og det er vigtigt. Jeg var glad for at have andre, der kunne se det udefra og lærte at leve med sorgen og tage noget godt med mig, og jeg prøver at give det videre.
SvarSletJeg er NØDT til at ventilskrive og dele dette her, Donald. Ellers brænder jeg sammen indeni.
SletKram og tanker herfra...
SvarSletTak, Grønlandspost!
SletDet gør mig ondt at læse. Det er en svær tid at være i.
SvarSletDet er det, Laila, det kan jeg ikke benægte. Men heldigvis er vi ikke alene. Vi har gode mennesker omkring os.
Slet