At rejse i mørket

Fra min far fik sin diagnose havde vi et lille års tid til at vænne os til, at han snart skulle dø. Men absolut intet kunne have forberedt mig på, hvordan det egentlig ville føles, når han ikke var hos os længere. Når en, man elsker, dør, føles det som en tidevandsbølge, der fejer alting bort og efterlader jorden gold og sønderbrudt. For mig var det som at blive kastet ud i et stort mørke, der var blottet for alt det, jeg hidtil havde haft tillid til. I den situation skulle der et vågent og aktivt valg til, for ikke at bukke under; en insisteren på at tro på, at der stadig var en kraft i verden, der en dag ville vise sig at være stærkere end sorgen.

En naturlig impuls i sådan en situation vil for mange være at vende sig væk fra døden, flygte fra det mørke, den bringer, og forsøge at forskanse sig mod smerten. Men jeg har efterhånden forstået, at en langt bedre måde at håndtere en stor sorg på, er at omfavne smerten og se mørket i øjnene. For det er lige dér, inde midt i mørket, vi kan parkere alle distraktioner og opleve ren – omend smertefuld – væren. Det er her, vi kan bearbejde det traume, det er, at miste en man elsker. Selvom det kræver et mod og en styrke, som det kan være næsten umuligt at mønstre, når man ligger vingeskudt med en sjæl, der føles som om, den er ved at gå i opløsning, så er det stadig at foretrække at konfrontere, hvad der bor i mørket. Det er langt bedre end at nøjes med de nemme svar fra velmenende venner. Uanset, hvor meget de holder af en, kan de ikke guide os på samme måde, som smerten kan.

Det betyder ikke, at jeg ikke har kunnet finde trøst i mine nære relationer – tværtimod. De har været med til at støtte og styrke mig i, at der ER kærlighed til, selvom ens hjerte er bristet. Og efter nogen tid begyndte jeg at forstå, at det er sandt, når man siger, sorgen og savnet er udtryk for hjemløs kærlighed. Havde jeg ikke elsket min far, ville jeg ikke have følt så uendelig en sorg over at miste ham.
Så enkelt, og så forfærdeligt er det.
På de gode dage er det det, jeg husker mig selv på. Kærligheden. På de knapt så gode dage, er det også det, jeg husker mig selv på. For den er dybest set det eneste, der virkelig betyder noget.