Fra gøren til væren

I sensommeren 2015 opsagde jeg mit job som køkkenchef. Det var et nødvendigt skridt, og valget blev nærmest taget for mig til sidst, hvor jeg blev tvunget til at erkende, at det var på høje tid. Glæden ved arbejdet var nået til et punkt, hvor den for ofte blev overskygget af en række stressfyldte situationer; situationer der fik mig til at se mig selv som et menneske, jeg ikke havde lyst til at være. De kvaliteter som var med til at gøre mig til en effektiv kok og administrator var ikke nogen, jeg havde lyst til at kultivere yderligere på bekostning af min glæde ved at at lave mad. Og det var først, da jeg erkendte, at jeg nok dybest set er mere kunstner end håndværker, at jeg kunne tage mig selv så alvorligt, at jeg opsagde stillingen.

Det var angstprovokerende sådan at gå fra et job uden at have noget nyt på hånden. Det var nyt for mig, og usikkerheden forbundet hermed blev kun forstærket af, at jeg ikke længere var medlem af en A-kasse. A-kassen havde jeg vinket farvel til et års tid forinden, da det blev klart for mig, at der ikke ville være hjælp at hente her, hvis jeg fik brug for det, medmindre jeg samtidig var villig til at vride halsen om på mit lille enmandsfirma. Firmaet har aldrig tjent ret mange penge, men jeg ville være så ked af at slagte den del af mig, som forhåbentlig en dag kan blive et stærkere fundament og en platform, hvorfra jeg for alvor kan udfolde mig. Så i erkendelse af, at systemet ikke ser velvilligt på små entreprenører og virkelyst, havde jeg altså valgt at melde mig ud af A-kassen.

Samtidig er jeg for stolt til at bede om bistand fra det offentlige; ikke fordi jeg siger, der noget i vejen med at bede om hjælp, hvis man virkelig har brug for det, men fordi jeg ikke ville kunne holde ud at blive hundset rundt med af pressede sagsbehandlere, som blot anskuer en som det nummer, man får tildelt i systemet. Jeg er for meget en fri fugl til frivilligt at ville lade mig stække og stavnsbinde. Jeg vil ikke tvinges til at søge jobs, jeg enten ikke er kvalificeret til eller som vil få min sjæl til at visne. Det bliver jeg ikke nogen god samfundsborger af; tværtimod!

Så der stod jeg. Uden job, uden dagpenge og uden økonomisk håndsrækning fra det offentlige. Til gengæld havde jeg lidt opsparede penge i banken og en mand ved min side, som lovede mig, at vi sammen ville kunne klare os for hans løn alene. Det er en situation, som er ren luksus for mange ledige, og hvis ikke forholdene havde været sådan, ville jeg sandsynligvis heller ikke have haft modet til at sige op. Så ville jeg have ventet, til jeg havde fundet et andet job – også selvom det højst sandsynligt ville få nogle rigtig kedelige konsekvenser for både min mentale sundhed og mit selvbillede.

Imidlertid var tanken om at lade mig forsørge mig meget imod. Jeg havde det som om, jeg rummede to kvinder i intens diskussion om, hvorvidt situationen var okay eller ej. På den ene side var der urkvinden; kvinden som var lykkelig for at have mødt en mand, der ville passe på hende og beskytte hende – på den anden side var der kvinden fra det 21. århundrede; kvinden som altid havde klaret sig selv, havde tjent sine egne penge og ikke skyldte nogen noget. At skulle håndtere så stor en indre konflikt i mine bestræbelser på at acceptere situationen skulle vise sig blot at blive første kapitel i en længere rejse mod noget, som jeg fortsat ikke har klart defineret.

Jeg har ikke arbejdet fuld tid i over to år nu. Jeg kan ikke helt slippe arbejdsmarkedet, for det er stadig for svært at lade mig fuldt ud forsørge – og hvis vi gerne vil have lidt økonomisk råderum til andet end de faste udgifter, så er det nødvendigt, at jeg bidrager med en regelmæssig løbetur i hamsterhjulet. Samtidig VIL jeg faktisk gerne arbejde. Men kun i et omfang, så det ikke spænder ben for at bevæge mig hen imod en indfrielse af nogle af de drømme, som kræver tid og fokus for at kunne udfoldes. Rum og plads til at være mere kreativ er en af de ting, jeg er begyndt at værne meget om. Også selvom jeg samtidig udkæmper en anden indre konflikt, som handler om, at en del af mig føler, jeg så også bør ”producere” noget, når jeg nu har sagt, at det var det, jeg ville.

Det har været en opslidende og lærerig proces at favne denne side af mig selv. For hvordan kan jeg forsvare, at jeg går hjemme og lader mig forsørge, hvis jeg ikke på et eller andet plan yder noget konkret? Skal jeg forsvare det? Og overfor hvem? Min mand beder mig ikke om det. Samfundet beder mig heller ikke om det (for jeg beder jo ikke samfundet om noget). Så måske er det i virkeligheden mest mit ego, som er på spil her med pegefinger og øjenbryn løftet... Vi er så hurtige og dygtige til at dømme os selv, at vi mange gange måske ikke en gang er bevidste om, at det er det, vi gør. Jeg er selv vanvittigt talentfuld i den disciplin. Jeg tænker nogen gange på, at hvis vi mennesker sagde alle de ting til vores kære og nære relationer, som vi siger til os selv, så er jeg ret sikker på, at de fleste af dem ikke ville bryde sig om at være vores kære og nære. Så hvad skal der til, for at jeg ikke konstant dømmer og fordømmer mig selv, mine valg og mine fravalg?

Jeg er fortsat i gang med en af de største udfordringer i mit liv - at redefinere mit selvbillede... Jeg stræber mod et liv med mere 'væren' og mindre 'gøren'. Det er ikke let, men det er nødvendigt. Min identitet har altid været tæt knyttet til gøren - så nu, hvor det handler mere og mere om væren, sker der automatisk noget med den måde, jeg opfatter mig selv på. Meget interessant proces. Og den er ekstra interessant, fordi vi lever i et samfund, hvor jobtitler og præstationer og det at 'gøre' er så afgørende for, hvordan vi opfatter og behandler hinanden.

Jeg tænker meget mere over, hvorfor jeg gør ting nu, end jeg gjorde tidligere. Hvad er drivkraften? Er det for at gå andres accept/ros, er det for at få magt/prestige? Eller er det lyst/nysgerrighed/passion, som driver værket? I mange af mine tidligere jobs har det ikke handlet så meget om, hvorvidt jeg fandt arbejdet interessant eller givende, mange gange har jeg på ingen måde følt at mit intellekt blev stimuleret det mindste – men jeg har arbejdet for at opnå frihed. For mig har det mange gange handlet om, at penge var et nødvendigt middel for at jeg kunne udleve mine drømme som fx at rejse. Det har aldrig handlet om materiel værdi, og jeg har aldrig ejet noget, der kostede mere end 10.000 kroner. Ikke før jeg købte min første (brugte) bil i en alder af 40. For mange år siden gav jeg mig selv det løfte, at jeg ikke ville arbejde udelukkende for pengenes skyld, så med mindre jeg havde øremærket min løn til at indfri en drøm, skulle et job være berigende på et andet plan. Og det løfte havde jeg formået at holde, indtil jeg ikke holdt det længere og havnede i et job, hvor jeg til sidst måtte have en ordentlig rusketur rundt i manegen, før jeg forstod, at jeg var kommet på afveje. At jeg var ved at miste mig selv. Og at det faktisk overhovedet ikke var nødvendigt.

Nu vælger jeg IKKE at arbejde (ret meget), for derved at opnå en dybere fred og bedre helbred. Jeg ved, at når jeg trives, er det meget mere naturligt for mig at skabe og være kreativ. Mange hævder, at det er de forpinte sjæle, som bliver de største kunstnere, og deri kan der nok ligge en vis sandhed, men det er ikke livet som kunstner, grandeur og prestige, jeg higer efter – tværtimod ville jeg elske at være en harmonisk sjæl med en middelgod evne til at formidle noget af alt det, der bobler lige under overfladen. Min egen overflade vel at mærke.

Hvad så med alt det, som SKAL gøres? Alt det, som får tilværelsen til at hænge sammen...regninger som skal betales, mad som skal laves, snavsetøj som skal vaskes, tagrender som skal renses... Det indlysende er selvfølgelig, at finde den fine balance mellem gøren og væren. Og når det handler om ting, som SKAL gøres, så forsøger jeg at finde drivkraften i, at jeg ved, hvor dejligt det er, når de ting er gjort. Og langt hen ad vejen lykkes det, hvilket er essentielt for, at netop de ting ikke hober sig op. Jeg siger ikke, at jeg ikke forfalder til overspringshandlinger, men når jeg gør, prøver jeg at favne mig selv i netop disse situationer i stedet for at dømme mig selv for dem. Det er så banalt og samtidig så vigtig en pointe, for at pligterne ikke skal ende med at blive gjort alene af pligtopfyldthed, men at udførelsen udspringer i et reelt ønske om at gøre dem. Hårfin balance dér!

Jeg må konstant huske mig selv på, at det er et helt livs vaner og rutiner, jeg har oppe til revision, hvorfor det er ekstra vigtigt, at jeg ikke bliver utålmodig med mig selv, når jeg falder tilbage i gamle mønstre. Når jeg ryger op i hovedet og mister forbindelsen til kroppen, når jeg skriver den ene liste over gøremål efter den anden for dernæst at blive stresset over alt det, som står på listerne, når jeg farer rundt en hel dag og udretter en masse, hvor hjertet slet ikke er med i det, når jeg gør noget ud fra et ønske om accept og anerkendelse fra andre, og når gøren vinder over væren – da er det altafgørende, at jeg trækker vejret dybt og vender tilbage til mig selv og det lille skrøbelige frø, som er ved at spire frem. Det frø, som er begyndt at spire, men som kræver så meget kærlighed og insisterende væren, for at kunne vokse sig stærkt og folde sig ud. Det frø, som er mig i den reneste form. Drevet af livet. Uden filter.