At vande en spire

Da min far døde, kunne jeg nærmest ikke være i min egen krop. Der var slet ikke plads til min sorg inden i mig - hvordan skulle der så være plads til nogen som helst form for kreativitet? Lysten til at skrive var som en flamme, der langsomt var ved at blive kvalt af mangel på ilt, og der var slet ikke nok af den til, at jeg kunne udfolde mig i ret meget andet end skarpt kantede brudstykker, hvor jeg skiftedes mellem at være aldeles rasende og fuldkommen fortvivlet. Og alligevel er der et lille frø, som har overlevet.

Jeg har stadig en folder på computeren med disse brudstykker; disse tankefragmenter og halvfærdige sætninger, som på ingen måde formåede at indfange det kaos, som dengang herskede i mit indre. Og når jeg genlæser, genkalder jeg mig uden besvær sindsstemningen, ordene er skrevet i. For sorgen er der stadig. Lige under overfladen det meste af tiden, men også i fuldt udbrud ind imellem. Forskellen er bare, at jeg ikke længere er rasende. Vreden er brændt ud og har lagt sig som et askelag i sjælen. Sorgen og savnet er derimod blevet et par sodsværtede og trofaste følgesvende, som jeg med tiden er begyndt at værdsætte, fordi de på deres egen grusomme facon har nuanceret mit syn på verden, på livet og på mine medmennesker. Det lyder så banalt, men min fars død har forandret mit liv og ikke kun til det værre - det ved jeg i dag.

Jeg oplever i denne tid en følelse af, at et eller andet gerne vil spire frem af den brandtomt, jeg går rundt med indeni, lige der hvor der er et flosset hul med form som min far. For hvor meningsløs hans død end er vedblevet at være for mig, så vil det være tilsvarende meningsløst ikke at vande denne spæde fornemmelse af skabertrang. Da jeg postede mit "genoplivningsindlæg" i går, havde jeg ikke forestillet mig den respons, det afstedkom. Faktisk havde jeg vist ikke forestillet mig ret meget - jeg var bare begyndt at vande min lille ordspire. Men med alle de positive tilkendegivelser (især på Facebook var det overvældende), fulgte også en følelse af at have blottet mig. At stå med hjertet fremstrakt i hænderne til skue for hele verden. Det føles sindsygt sårbart, men det fortæller mig også, at det her med at skrive faktisk betyder noget for mig. Og at der inde i kernen af denne sårbarhed ligger noget, som godt kunne antage karakter af noget meningsfyldt, hvis jeg tør blive i den kreative proces. Blotlagt og hudløs.

Så jeg vil fortsætte med at vande spiren og fejre grokraften med tilbageholdt åndedræt og skælvende fingre på tastaturet. Gøde spiren med næring i form af tilliden fra alle jer, der hepper. Og som en anden gartner, vil jeg (u)tålmodigt vente på, at både rodnettet og den overjordiske del skal udvikle sig så meget, at jeg kan få en fornemmelse af, hvad det er for en størrelse, vi har med at gøre.
Jeg er nervøs, men jeg er endnu mere spændt. Jeg tror, der har ligget noget godt i det frø.