1.7.13

L for Læsestof


Det er ingen hemmelighed, at jeg er en læse(sø)hest. Glæden ved bøger deler jeg med flere af de øvrige besætningsmedlemmer, og det er allerede blevet til adskillige gode snakke om yndlingsbøger og -forfattere. Jeg er dog den eneste ombord med en Kindle, hvilket overrasker mig en del, da jeg selv for længst er blevet ebogs-omvendt og kun kan se fordele ved at kunne slæbe tusindvis af bøger med sig, uden at de behøver veje mere end et par hundrede gram og fylde mindre end en gennemsnitlig paperback. Jeg ved, at rigtig mange langturssejlere sværger til ebogslæsere, fordi man ombord på en båd oftest har meget lidt reolplads til rådighed, og at denne tit prioriteres til den sejladsrelaterede litteratur. Sådan var det også på den båd, jeg selv boede på i en årrække, hvilket blot var med til at gøre min Kindle til et endnu større vidunder i mine øjne. Læseoplevelsen er selvfølgelig ikke præcis den samme, som når man sidder med en bog af papir, men jeg må indrømme, at jeg sagtens kan blive så opslugt af at læse, at jeg prøver at vende sider manuelt – jeg glemmer simpelthen, at jeg læser i en elektronisk bog. Men skulle jeg få papirbogsabstinenser, er der heldigvis råd for det. Der findes et ganske alsidigt bibliotek ombord, som kan agere supplement til de bøger, vi hver især har bragt med os.


Orbits bibliotek er delt i to sektioner; skønlitteratur i bagbord side af salonen og faglitteratur i styrbord. Her kan vi finde guidebøger, opslagsværker om fisk, knob og knuder, undervisningsmateriale om dykning, samt fagbøger om meteorologi og stjernekonstellationer, sejlads og navigation. Derudover er der over kortbordet placeret en lille hylde med nogle af de vigtigste opslagsbøger, bl.a. de to 'langturssejlerbibler'; World Cruising Handbook og World CruisingRoutes, begge skrevet af jordomsejlingslegenden Jimmy Cornell. Og de bliver brugt. Det er en fornøjelse at se, at alle bøgerne her ombord har patina, der vidner om, at de er andet end pyntegenstande. Det varmer en bogorms hjerte.

Dette var 12. del i serien Langturssejler fra A til Å. Er du først kommet til som læser nu, kan du finde de tidligere 11 afsnit her. Der kommer nye afsnit mandag, onsdag og fredag. På onsdag kommer det til at handle om noget, der er helt essentielt for alle. For sejlere foregår det blot under nogle lidt andre forudsætninger end for de fleste andre. 

2 kommentarer:

  1. Jag läser gärna på min iPad och blir ibland så koncentrerad att jag spottar på fingret för att vända blad! Synnerligen praktiskt med e-böcker i en trång båt!
    Det är jättekul att läsa dina avsnitt från Orbit! Håller tummen för många kajakturer! Kajakrollövning på torra land ser för härligt ut, haha, men säkert jättebra övning.

    SvarSlet
  2. Måske er det fordi der ikke er alverdens ting til at distrahere, at læseoplevelsen opsluger én helt og aldeles. Jeg kan godt se nytten af en e-bog! Dejligt indlæg med godt brugte bøger :)

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!