Når man ankommer til et fremmed land med båd, foregår det lidt anderledes, end når man flyver ind i landet. Der er flere myndigheder involveret, og det tager gerne også meget, meget længere tid. For man kommer jo ikke blot med bagage i form af et par tasker, man ankommer med et helt skib fuld af fødevarer, potentiel smittefare og en hel flok besætningsmedlemmer på én gang.
Typisk skal man tale med både karantænemyndighederne, toldmyndighederne og immigrationsmyndighederne og man må i princippet ikke gå i land, før de alle har været ombord og kontrolleret, at alt er i orden, hamret stempler i alles pas og fået besætningen til at udfylde alle nødvendige formularer. Det kan tage tid. Lang tid. Fx kan man være nødt til at vente til næste dag, hvis man ankommer på en søndag. Eller myndighedspersonerne kan trække tingene ud af ren og skær magtliderlighed.
Globalt er der stor forskel på hvor bureaukratiske og krakilske, de nævnte myndigheder kan være, men som hovedregel hjælper det meget at optræde høfligt og positivt, udvise tålmodighed og konduite. Nogle steder forventes det at skipper ankommer til de behørige kontorer klædt nobelt på, mens man andre steder - som på Chuuk (billedet) - kan slippe afsted med at være iført shorts og bare tæer.
Når man forlader et land for at drage mod nye destinationer, skal man sørge for at udklarere og betale en udklareringsafgift. Så tropper skipper op hos myndighederne med 'skipsmappen' - alle de nødvendige papirer og certifikater på båd og besætning - og laver en aftaler med dem om, hvornår båden kan få lov at udklarere. På Chuuk, hvor billedet herover er taget, skulle vi lægge til ved en bestemt kaj og være klar kl. 8 om morgenen og kl. 10 var vi på vej ud af lagunen og landet, så det var en smidig operation. Indtil videre har jeg ikke oplevet andet - men det hjælper nok også en del, at Orbit har sejlet så mange år og skipper Ken bare kender rutinen. Det har i hvert fald været let for resten af besætningen. Og mit pas begynder at ligne noget, jeg har lyst til at gemme, når det udløber om nogle år - med masser af fine stempler.
Så nåede du gennem 16. afsnit i serien om livet som langturssejler. På fredag vil emnet lægge sig op ad dagens, fordi det ikke er nok at vise pas, når man ankommer til et nyt land.
Det er godt at du har taget billeder af pas-kontrollen eller udklarerings-situationen. Jeg er ret sikker på at du vil gemme passet i ret mange år og fortælle historier, men det vigtigste lige nu er at være ambassadør og vise at udlændinge ikke er nogle ubehøvlede rå børster. Det er jo nok det, som Skipper Ken gør så godt, altså: giver et positivt indtryk af sejlende turister.
SvarSlet