8.7.13

O for Opbevaring

Forestil dig, at din bolig med jævne mellemrum blev væltet fra side til side. Forestil dig, at alle de vandrette flader fra tid til anden ophører med at være vandrette. Og forestil dig så, at dit boligareal blot er på omkring 15 m og kun lige har ståhøjde til loftet, samt at du deler din bolig med seks andre. Dertil skal du tilføje den detalje, at du skal have plads til madvarer nok til at bespise dig og dine bofæller i op til flere måneder ad gangen. Hvis du forestille dig dette, så er det sikkert ikke svært at gennemskue, at effektiv opbevaring og gode stuvemuligheder er helt essentielt for overhovedet at fungere.
Hvert eneste hulrum ombord er udnyttet. Vi opbevarer ting under trappen, i ryglæn og under madrasser - selv under dørken (gulvet) er der stuvet ting. Under sejlads skal ALT pakkes væk eller surres fast. Det er selvfølgelig først og fremmest af hensyn til sikkerhed for både personer og materiel, men det er også for at det hele ikke skal ende i ét stort kaos. Vi kan ikke have konservesdåser, gryder, tøj, bøger, værktøj og alt muligt andet til at flyve gennem luften, når båden bliver kastet rundet i søgang, så enkelt er det egentlig. Derfor er der virkelig tænkt kreativt for at optimere pladsen, og derfor er der lukkemekanismer på alle skuffer, skabslåger, dørkbrædder og køjebunde. Selv på køleskabet og ovnlågen er der fjederbelastede sikringer, og boghylderne har slingregrej, mens skraldespanden tøjres med en elastiksnor.
Og så har ALTING deres faste plads. Både fordi indretningen er designet til det, men også fordi det ellers bliver helt håbløst at finde noget, når så mange mennesker bor sammen. Orden i sagerne er en tvingende nødvendighed, hvis man skal have en velfungerende hverdag på en båd, og det skal jeg love for, at der er taget højde for på Orbit. Det er en fornøjelse!

AL plads er udnyttet optimalt

I kabyssen har alting deres faste plads

Selv små hulrum udnyttes - her gemmer vi bl.a. signalflag

Bag ryghynderne i salonen opbevarer i tørre madvarer som mel, gryn og pasta,
mens tungere ting som konserves opbevares under køjen i styrbord

Under min køje ligger der værktøj og reservedele.
I skabet ved siden af er der maling og fiskegrej
Du har nu læst 15. afsnit af Langturssejler fra A til Å, og hermed har vi rundet halvejen. Tilbage venter 14 afsnit, startende på onsdag med et indblik i, hvad der foregår som noget af det første, når vi ankommer til et nyt land.

2 kommentarer:

  1. Ja, faste pladser er faktisk det nemmeste også selv om verden ikke hælder 30° en gang imellem, når der sejles for hård vind :)

    Hvor er det morsomt at følge med. Dejlige billeder. Jeg kunne godt holde ud at bo på 15m² når blot det ikke var for længe ad gangen :) Thor Heyerdal mente det var en krævende opgave at være sammen på en avanceret Kon-Tiki tømmerflåde. Troels Kløvedal er vist af samme mening når de tager en 14 dages tur - eller værre, en 6 ugers tur! - fra den ene til den anden havn.

    SvarSlet
  2. Jeg må indrømme at jeg også synes at faste plader er det nemmest. Dog har jeg ikke så meget erfaring med lige præcis "opbevaring" til søs.

    Det der i første omgang ledte mig over til dette indlæg var egentlig billederne :P

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!