Én båd. Syv
mennesker. Det er trange forhold, og vi lever ikke bare sammen, vi
rejser også sammen. På en ikke altid lige behagelig måde. Vi
sover, laver mad, spiser, vasker op, gør rent og går i "bad" sammen – det hele endda udført på meget, meget
lidt plads. Vi sejler sammen, oplever nye destinationer sammen,
kaster op sammen, dykker sammen, træner sammen – vi køber ind og
vasker tøj sammen. Der er faktisk utroligt mange ting vi foretager
os i fællesskab, meget mere end en normal familie hjemme i Danmark
ville gøre. Og vi er end ikke blodsbeslægtede (bortset fra Mathias,
som er skippers søn).
Vi tilbringer mere tid
sammen, end vi tilbringer fra hinanden, og det stiller selvsagt en
hel del krav til ens tolerancetærskel. Hvis man vil leve, som vi gør
her ombord, er ens sociale kompetencer af langt højere betydning end
ens sejlkundskaber og sejladserfaring. For ikke alene er vi ikke i
familie, vi er heller ikke lige gamle, vi har meget forskellige
baggrunde, og vi kommer end ikke fra det samme land. Vi holder ikke
alle af den samme type musik, vi har ikke de samme madpræferencer –
nogen undgår kød, en spiser ikke løg, en anden kan ikke klemme rå
tomater og agurk ned. Nogle vil gerne i land og tjekke nattelivet ud,
andre foretrækker at tilbringe de fleste aftener i skibets hyggelige
cockpit eller med en film på computeren.
Det eneste som helt
grundlæggende binder os sammen er lysten til eventyret. Og viljen til at dette togt SKAL være en god
oplevelse. Det indbærer, at man skal være villig til at indgå
kompromiser, være indstillet på at sluge en kamel eller to
undervejs og ellers være lydhør overfor andres meninger og behov.,
samtidig med at man ikke går og brænder inde med egne ønsker. For
at hjælpe til i den diplomatiske proces, som vores hverdag
uundgåeligt tager karakter af, har vi hver uge et søndagsmøde
(nogen gange ligger det om mandagen, fordi vi herude i Stillehavet
let kommer til at glemme, hvad ugedag vi er nået til – men pointen
er, at vi har et ugentligt møde), hvor vi hver især har taletid.
Her er der frit lejde og dagsordenens vigtigste punkt er en
opfordring til at alle får sagt alt det, de måtte have behov for. I
dette forum luftes store og små (heldigvis udelukkende små indtil
videre) frustrationer og konstruktive forslag til at løse de
udfordringer, vi uundgåeligt har. Det handler mest om små praktiske
ting på niveau med de klassiske sure sokker, der ikke rammer
vasketøjskurven (lige dét er dog ikke noget problem ombord, da vi
ikke bruger ret mange sokker) – ting som i sig selv er bagateller i
det store billede, men som let bliver til irritationsmomenter, hvis
de ikke tages hånd om.
Vi er et lille flydende
sigøjnerkollektiv. Og trods masser af forskelligheder, varierende
behov og mangfoldige overbevisninger, så fungerer det fantastisk
godt. Men uden uden gode sociale kompetencer og masser af tolerance
ville det ganske enkelt ikke gå.
Du har nu læst 20.
kapitel i føljetonen om livets som langturssejler. På mandag
bevæger jeg mig nok en gang ned under vandoverfladen for at fortælle
om en endnu aktivitet, som jeg holder meget af i det våde element.
Jeg er sikker på at du har de sociale kompetencer, der skal til, Lotte. Det er så tydeligt fra bloggen, Aldabaran, nå nej, Aldabra og andre perioder. Men den vigtigste sociale kompetence er at kunne formidle tolerance - lære fra sig, se nærmere på interessekonflikter. Kan det være tegn på, at man syg, hvis man ikke rammer rigtigt med de sure sokker/bukser? Det kræver energi.
SvarSletAngående energi:
Hvordan får I strøm til computeren? Der må være en generator, som jeg ikke har sprunget over i læsningen om Orbit? Eller får man strøm når man er i havn, og bruger den til at lade op? Men at se film på computer tager meget strøm.
De bedste hilsener og ønsker om fortsat god fremdrift!