S for Søsyge

Jeg bryster mig af at være ganske søstærk. Bevares, jeg har da været søsyg, men mest som barn, og det har ikke været mange gange, når man tager i betragtning, hvor meget jeg har sejlet. Som voksen har der været rigtig langt mellem de gange, jeg har måttet ofre til Kong Neptun, men jo oftere man sejler og jo mindre pivet man er mht. valg af vejrlig, jo større er risiskoen selvfølgelig.

Sidst jeg for alvor lå underdrejet med søsyge var i Nordsøen i maj 2011, hvor vi havde den tvivlsomme fornøjelse af at opleve strømmen fra Elben blandet med gammel sø fra en netop overstået kuling fra én retning og nye bølger fra en anden retning. I ret frisk vind. Dét tog pippet fra mig! Det var dog overstået efter nogle timer, da jeg var tvunget til at tage roret, fordi skipper da også måtte give efter og krybe til køjs. Det gjorde en kæmpe psykologisk forskel at være nødt til at være den med overskud, fordi vi ikke begge to kunne være syge samtidig – da jeg kunne fokusere på at styre, slap søsygen sit greb i mig og resten af natten og til vi kom i havn gik det fint. Siden har jeg været forskånet for søsyge af værste grad, men har da haft et par tilfælde af småkvalme, når der er gået for lang tid mellem sejlturene og søbenene lige har skullet genfindes. Men altså ikke noget alvorligt. Indtil den dag Stillehavet viste tænder!

Da vi sejlede fra Pohnpei levede dette gigantiske ocean nemlig overhovedet ikke op til sit navn, og ingen i besætningen undgik at blive utilpas. Fire ud af seks måtte kaste op – men jeg var dog den eneste som blev ved i næsten ti timer. Jeg har ALDRIG før været så søsyg i hele mit sejlerliv (som er lige så langt som mit egentlige liv). Totalt sølle og ussel, fuldstændig overgivet til min krops absurde forestilling om at kunne blive ved med at ofre af noget, der ikke længere fandtes, kunne jeg ikke andet end at klamre mig til søgelænderet og hænge med hovedet ude over siden. På et tidspunkt registrerede jeg, at mine klagesange til havets dyb fik akkompagnement af en lignende øreskærende melodi, da en af de andre gaster gjorde mig selskab, men ellers passerede timerne bare i en døs afbrudt af kramper.

Så er det man tænker: ”Jeg gør det her frivilligt!”, ”Det her skulle forestille at være for sjov” og ”Jeg betaler tilmed for det”...og begynder at tvivle på ens egen forstand. Jeg forstår godt, at man kan få suicidale tendenser, når man har det, som jeg havde det den dag. Man vil bare gøre hvad som helst for at få det til at holde op. Og det standser bare ikke.

Og det gør det så alligevel. Til sidst. Når man har ligget tilstrækkeligt længe i fostertilstand uden at kaste op, når bådens bevægelser er gået i ét med blodets rullen og hjertes slag, når pulsen er faldet til ro og kroppen har kapituleret. Så ophører protesterne og balancenerven begynder at slappe af. Man finder sine søben. Og sejladsen ophører med at føles som noget, der er taget lige ud af en horrorfilm.

Hvis ikke det var sådan, ville der næppe findes ret mange søfolk og sejlere. Og dem skorter det trods alt ikke på.

Men hvorfor bliver nogle mennesker oftere søsyge end andre? Hvorfor bliver nogle mennesker søsyge bare de ser vandet skvulpe i et glas? Hvorfor bliver nogle nærmest aldrig søsyge?

Det har noget med balancenerven at gøre, siger de kloge. Men jeg ved af erfaring, at det også har noget at gøre med, hvordan man har det fysisk og mentalt, når der er høj bølgegang.

Sikre måder at fremme søsyge på er:

• at være trær
• at være sulten
• at fryse

Og så er det aldrig en god idé at lægge sig ned om læ eller opholde sig et sted, hvor man ikke kan se horisonten (med mindre man er en af de heldige, som bare kan lægge sig til at sove fra det hele). Man kan tage en sysøge i opløbet og mange gange helt undgå at stifte bekendtskab med sit maveindhold, hvis man forbliver på dæk og ladet blikket hvile på horisonten og havet. Ved at vide, hvornår den næste bølge rammer, er der gode chancer for, at kroppen kan nå at acceptere bevægelsen i stedet for at kæmpe imod den.

Hvis man ved, man er disponeret for søsyge, kan det anbefales at tage piller mod transportsyge. Nogle sværger til akkupressurarmbånd, mens andre besynger ingefærs kvalmedæmpende kvaliteter. Jeg tror, det er meget individuelt, hvad der virker bedst. Jeg ved bare, at jeg skal være udhvilet, mæt, varmt klædt på og have udsyn til havet for at gøre mig håb om at undgå at falde i kløerne på det galdegrønne uhyre.

Da vi forlod Pohnpei havde jeg ikke sovet nok om natten. Det blev jeg straffet for!

(Og nej, jeg har ikke været søsyg siden, men det tog adskillige dage at komme mig ovenpå dén omgang. Nu synes jeg igen at det er fedt at sejle.)

Søsygen dominerede 19. afsnit af serien Langturssejler fra A til Å. Følg med på fredag, hvor jeg lover, det kommer til at handle om noget helt, helt andet. Her vil jeg nemlig kigge nærmere på en af de allervigtigste faktorer i forhold til at få en god oplevelse som langturssejler.