Bedre uden bitterhed

Mit personlige mantra har i lang tid været et simpelt "I want to get better, not bitter".

Efter den drejning, min tilværelse tog i juli sidste år kunne det let godt være gået den modsatte vej – havde det været for ti år siden, er der ingen tvivl om, at min håndtering havde været anderledes. Jeg ved det med sikkerhed, fordi det, som skete sidste år, ikke var den første gang, jeg måtte gennemleve et brud, der vendte op og ned på min opfattelse af, hvad jeg ville kunne bære. Første gang klarede jeg det ikke uden hjælp. Denne gang fandt jeg styrke til min videre færd i mig selv og i visheden om, at jeg ikke behøvede at gennemleve samme helvede igen. Fordi jeg nu ved med sikkerhed, at livet går videre. Hvis man lader det. Så jeg besluttede, at mit liv er for værdifuldt til at være ulykkelig. At jeg skylder mig selv at leve det fuldt.

Én ting er at sige det, noget andet er at mærke det. Og ja, jeg mærker det. Mærker at der er overensstemmelse mellem mine overbevisninger og mine følelser. Mærker at jeg er i konstant bevægelse mod et bedre jeg. Et klogere, stærkere, mere helstøbt jeg. Et jeg, der nu oplever en grundglæde over at være til. Jeg er stolt over ikke at være faldet for fristelsen til at ville placere skyld og fralægge mig ansvar. Det ville gøre mig til et menneske, jeg ikke har lyst til at være. Jeg har haft tid til at tænke, reflektere og analysere, men der er en grænse for, hvor meget man kan (og bør) pille i den samme navle. For at komme videre må man løfte blikket og skue fremad. Så enkelt er det egentlig.

For mig handler den fysiske rejse, jeg er på, ikke om at rejse væk fra noget, men derimod om at rejse hen imod noget. Indad om man vil. For ved at udvide min horisont, sætter jeg også mig selv og min egen lille verden i perspektiv. Og mine udfordringer blegner jo komplet i forhold til, hvad mange andre må gennemleve. Så ja, det lyder sikkert vældig flot, mit mantra. Men det virker. Det er det eneste, som betyder noget for mig.