Jeg gik en lang tur på
stranden i Melbourne. I selskab med en mand, jeg aldrig tidligere har
mødt. Vi talte om død, om ansvar, om liv og om lykke. Vi talte om
at lære, om at rejse, om at vandre og om at vælge. Om at have modet
til at træffe valg. At turde træde ved siden af den sti, som så mange
andre vælger at gå ad. The beaten track.
Jeg ved ikke, om jeg
nogensinde møder ham igen, men den dag havde jeg en af disse sjældne
samtaler, som bekræfter, at man aldrig skal sige aldrig. At
man, ved at turde åbne op og give af sig selv, kan få tifold igen.
Jeg gav, og jeg blev rigere.
Jeg elsker det her indlæg. Du gav, og jeg blev rigere.
SvarSletTak, aOa. Glad for at dele.
SletDet har jeg også mødt. Det har så givet mig den erfaring, at det ikke så meget er det, at du har modet til at træffe et valg, hvilket kan virke stærkt nok. Men det, at man er bevidst om de valg, man uvilkårligt kommer til at træffe, og viden om, at man derved fravælger noget andet, det synes jeg har forandret mest for mig. Den viden om, at jeg derved har påtaget mig et direkte ansvar for mig, og i visse tilfælde: min familie, det har til tider givet kriller i maven.
SvarSletEnig, AagePK! Med hvert valg følger uafvendeligt også en række fravalg, og hvis man ikke er sig dem bevidst, kan man få sig nogle slemme overraskelser.
SletJeg lytter efter de øjeblikke hvor min medpassager åbner sig og fortæller ærligt. Jeg synes det er det, som gør livet værd at leve, selv om sproget kan være fattigt i sådan et øjeblik.
SvarSletJeg holder af at møde nye mennesker, Donald, for man kan altid lære nyt og få udvidet sin horisont. Men denne mand var noget særligt, og jeg er taknemmelig for at have fået tre timer i hans selskab.
Slet