April 2013
Jeg er taget til øen Praslin for at besøge Anna, som jeg lærte at kende, den gang jeg arbejdede på Mauritius. Vi har ikke set hinanden i ti år, men vi klikkede med det samme, jeg steg af færgen. Anna er ekspert i papegøjer og arbejder i naturreservatet Vallée de Mai, som er et UNESCO verdensarvsområde særlig kendt for to ting; Coco de Mer, palmen med verdens største frø, og de sorte papegøjer, som kun findes her. Jeg fik lov til at komme med Anna på arbejde i går og fik samtidig lejlighed til også at hjælpe Terrence, min tidligere kollega fra Assumption, med at opmåle palmer. Jeg kan godt lide på den måde at snigkikke ind bag kulisserne og få lov at se og gøre ting, som den gængse turist aldrig kommer i nærheden af. Samtidig synes jeg, det er rart at sætte de mennesker, jeg kender, ind i en kontekst.
I dag er Anna og jeg taget over til naboøen, La Digue, som indtil for nyligt ikke kendte til anden trafik end oksekærrer, og som fortsat er særdeles fredfyldt. Her er dømt total tropeidyl med hvide sandstrande, palmer og krystalklart vand. Tilfældet ville, at jeg her stødte ind i en anden tidligere kollega, Michel, som var en del af dykkerteamet på Aldabra. Det begynder at gå op for mig, hvor lille Seychellerne er. Efter et halvt år her kan jeg ikke længere færdes uden at støde ind i nogen, jeg kender, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er gevaldigt hyggeligt. Ligesom jeg synes, det er fascinerende, at man kan lade ti år passere og samle tråden op, hvor man efterlod den. Men Anna og jeg er nu hurtigt blevet enige om, at der ikke behøver at gå yderligere ti år, før vi ses igen. Vi har haft nogle gode dage sammen, og jeg har fået lejlighed til at se både Praslin og La Digue med en lokalkendt guide - hvor priviligeret er det lige?
(Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!