Februar 2013
Jeg er i fuld gang med feltarbejdet på Takamaka, som udgør den sydøstlige del af den største af øerne i Aldabra-atollen, Ile Grande Terre. Den eneste måde at komme hertil på er med båd efterfulgt af 45 minutters gang i uvejsomt terræn på land eller en times gang gennem uvejsomt terræn i mangrove (hvis vi ankommer via lagunen).
Vi har været i felten i to uger nu og har udviklet en række gode rutiner. Hver dag starter før solopgang, så vi kan nå at spise morgenmad og være klar til at åbne vores net, når fuglene vågner. På grund af terrænet kan vi ikke færdes udendørs i buldermørke, så vi venter oftest på det tidlige morgengry, inden vi begiver os af sted. Indtil frokosttid går dagen med at observere, fange, måle, veje, ringmærke og aflive. Når solen bager lodret ned og kæmpeskildpadderne begynder at søge skygge, lukker vi vores net og går tilbage til hytten for at holde frokostpause. Midt på eftermiddagen, når temperaturen igen er fladet lidt, genoptager vi arbejdet og bliver ved til solnedgang, hvorefter vi dissekerer, fører log, udfylder datablade, tager bad, laver mad, spiser og vasker op, inden vi går omkuld under hvert vores myggenet.
Vi er fire herude ad gangen, to på hvert team, og vi skiftes til at lave mad og vaske op. Det har udviklet sig til lidt af en konkurrence udi i kunsten at kreere nye retter ud af et meget sparsomt udvalg af dåsemad, ris, pasta, linser og couscous. Hver søndag, vores ugentlige fridag, forsøger vi at fange fisk, men ellers er der ikke mange friske råvarer til rådighed. Efter to uger har vi ikke flere æg, kartofler eller løg tilbage, og hvidløgsbeholdningen er også ved at være i bund. Og der er stadig to uger til vi igen kan få forsyninger.
Der er mange udfordringer ved at leve så primitivt, som vi gør her på Takamaka - uden strøm, uden rindende vand, uden anden forbindelse til omverdenen end en upålidelig satellittelefon - men der er også mange fantastiske oplevelser givet ved at bo midt i noget af den mest uspolerede, vilde og ufremkommelige natur, jeg nogensinde har oplevet. Her kommer man virkelig tæt på dyrelivet. Selv stjernerne synes nærmere. Så pyt med, at jeg ikke har vasket hår i to uger, fordi vi må spare på ferskvandet - jeg krydser bare fingre for, at det snart begynder at regne.
(Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)
Jeg så et opslag et sted om at National Geographic sponsoreres af en organisation, som gerne vil sætte projekter igang og som indkaldte ansøgninger om støtte til projekter, "call for projects" kunne man kalde det. Det stod ved siden af en artikel om hvor meget is der er smeltet fra Arktis, men havde ikke noget med denne artikel at gøre. Jeg tænkte at der må være nogle havstrømsundersøgelser, som du kunne være med til - eller feltarbejde med trækfugle fra Arktis til Den Engelske Kanal eller noget andet - hvis du vil vide mere må du sige til. Bladet var ca. fra sidste sommer.
SvarSletJeg kan se for mig de smukke billeder fra Aldabra, som jeg bladede igennem mange gange, Lotten! Det er godt du fortæller mere om det på "julepostkortene" her.
Tak, Donald :-) Jeg har lige nu udsigt til en del feltarbejde i New Zealand fra nytår og frem, så jeg kommer vist ikke til at mangle projekter at kaste mig over lige foreløbigt. Og jeg har stadig tænkt mig at komme tilbage til DK til foråret, så indtil videre satser jeg på at finde job derhjemme fremfor at fortsætte med at være på farten. Men man ved selvfølgelig aldrig.
SvarSlet