Juni 2013
Vi forlod Chuuk i slutningen af maj og efter seks dages sejlads ankom vi i fin stil til øen Pohnpei, som er den højeste, største, mest folkerige og mest udviklede af staterne blandt Mikronesiens Forenede Stater. Nu ligger vi for anker ved Sokeh, for foden af bjergene, der hver dag sørger for, at vi bliver beriget med utrolige mængder regn. Her behøver vi ikke bekymre os om at skulle spare på drikkevandet, for Pohnpei er et af de steder i verden, hvor det regner allermest (der er blevet målt mere end 7600 mm nedbør på et år her!). Til gengæld er her varmt og frodigt, og regnskoven bugner af bregner, vandfald og lianer. Jeg har afstøvet og samlet mountainbiken og har været på et par gode cykelture i det stejle terræn, samt været på et par vandreture i regnskoven, bl.a. til vandfaldet med det tungevridende navn, Liduduhniap (se min lille video her), hvor jeg fik det bedste bad, jeg har fået siden jeg forlod Danmark for halvanden måned siden. Det er unægteligt noget andet end at tage bad med en spand og en kop.
Ellers har jeg brugt størstedelen af tiden på at ro kajak i mangroven og lagunen, og nyder på den måde at kunne komme helt tæt på dyrelivet. Det gør mig altid glad at iagttage isfugle smutte ud og ind mellem løvet i trætoppene. Pohnpei har i det hele taget et rigt fugleliv og kan byde på ikke mindre end fire forskellige endemiske arter, som jeg håber, jeg er heldig at få at se, inden vi igen sætter sejl og drager videre i midten af juni.
Dejlig video med dejligt smil. Jamen det ligner en slags paradis. Jeg har ofte tænkt over hvad jeg kunne gøre for at flytte til noget varmere klima. Jeg kan ikke vente på den globale opvarmning.
SvarSlet7-en-halv-meter vand på jorden - så er det regnskoven, der holder fast på jorden, så alting ikke bare skylles væk.