5.12.13

Vragdykkernes paradis - Jule(post)kort #5


Maj 2013
Min tid på Seychellerne er slut og jeg kan se tilbage på syv fantastiske måneder. Efter mit korte pitstop på Guam, tager jeg nu hul på fire måneder ombord på den danske båd, Orbit, som jeg netop er påmønstret i Chuuk. Før jeg tog af sted, anede jeg ikke, at der overhovedet fandtes et sted med det navn. Chuuk (tidligere kendt som Truk) er den næststørste af Mikronesiens forenede stater, hvilket dog ikke er ret stort, eftersom Mikronesiens samlede areal er mindre end Møn og Falster tilsammen. Jeg må indrømme, at jeg - trods  min store lidenskab for tropeøer - ikke blev videre betaget af Chuuk. I hvert fald ikke den del af staten, som befinder sig over havets overflade. For her finder man noget, som gør Chuuk til en yndet destination for vragentusiaster.
Jeg elsker at dykke, men jeg har aldrig set mig selv som den store vragdykker - jeg foretrækker langt at se på levende ting - men det afholdt mig ikke fra at suge til mig af undervandsoplevelserne. Og vrag har det jo heldigvis med at tiltrække en del akvatisk liv med tiden. De fleste af vragene omkring Chuuk stammer fra 2. verdenskrig, hvor amerikanerne bombede den japanske base her og sænkede mere end 70 skibe. Mange ligger på så lavt vand, at man som almindelig sportsdykker kan dykke på dem. Vragene er fredede, og betragtes som en gravplads, hvorfor det er forbudt at dykke på dem uden guide.
Det har været spændende sådan at mærke historiens bølgeskvulp, og jeg er glad for, at vi har nået at dykke på så mange forskellige vrag her i Chuuk, men jeg foretrækker stadig til enhver tid at dykke for at se på levende ting.

1 kommentar:

  1. Gad vide om billeder som disse får folk til at tænke over det enorme ressourcespild under en krig. Det er som et hul, som man prøvede at fylde op med moderne maskineri; den, der havde det bedste grej, kunne vinde.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!