Moth Smoke

Jeg holder meget af Salman Rushdie. Han er en bragende historiefortæller, og hvis man interesserer sig bare lidt for den del af verden, for Indien og Pakistan, som oftest udgør kulisserne i hans bøger, er han blot endnu mere læseværdig. Derfor var jeg nysgerrig efter at stifte bekendtskab med en forfatter, som af flere er udråbt til at kunne løfte arven fra forfattere som Rushdie og Naipaul.

Mohsin Hamid debuterede i 2000 med sin prisvindende 'Moth Smoke'. Den er oversat til ti sprog efterhånden, dog endnu ikke til dansk. Afskrækkes man ikke af dette faktum, er bogen meget anbefalelsesværdig. Den er relativt hurtigt læst, men udgør et fint lille vindue, som åbnes til det moderne Pakistan, en muslimsk nation, som undervejs på sin vej mod modernisering gennemsyres af korruption og spillen med de nucleare muskler overfor resten af verden og ikke mindst storebroderen, Indien.

Hovedpersonen Daru er ingen helt. Faktisk slet ikke. Hans historie spindes i et nuanceret mønster ved brug af et kor af de impliceredes stemmer. Med andre ord har historien mange fortællere, og Hamid mestrer kunsten at væve dem sammen uden at tabe sin læser undervejs. Jeg synes dog afgjort, at det er Darus egen stemme, drivende af tragisk ironi, der er den mest interessante. Netop fordi han er så gennemført, bærer man over med, at nogle af de øvrige bliver en tand for flamboyante fra tid til anden.

Jeg vil ikke løfte sløret alt for meget for handlingen, men blot røbe, at hele persongalleriet er mere eller mindre antihelteagtige. Det er ganske befriende, for selvom de alle rummer mindre kønne sider, er det svært ikke også at få et blødt punkt for de fleste af dem.

Darus historie er egentlig banal, med et liv, der kører helt skævt efter en fyring. Rammen er en retsag, hvor Daru står tiltalt for et mord han måske-måske ikke har begået. Først til allersidst finder man ud af, hvordan det hænger sammen, efter at hans sociale, fysiske og personlige deroute er blevet udpenslet fra mange vinkler.

Hans nedadspirallerende situation reflekterer samtidig Pakistans usikre fremtid, som den så ud i 1998 (og som vel egentlig ikke synes at være blevet ret meget mindre kaotisk, den seneste politiske udvikling taget i betragtning).

Bestemt ikke nogen uinteressant, lille bog. Hvis jeg kunne finde det danske ord for 'page turner', ville jeg have brugt det...