28.1.08

Moth Smoke

Jeg holder meget af Salman Rushdie. Han er en bragende historiefortæller, og hvis man interesserer sig bare lidt for den del af verden, for Indien og Pakistan, som oftest udgør kulisserne i hans bøger, er han blot endnu mere læseværdig. Derfor var jeg nysgerrig efter at stifte bekendtskab med en forfatter, som af flere er udråbt til at kunne løfte arven fra forfattere som Rushdie og Naipaul.

Mohsin Hamid debuterede i 2000 med sin prisvindende 'Moth Smoke'. Den er oversat til ti sprog efterhånden, dog endnu ikke til dansk. Afskrækkes man ikke af dette faktum, er bogen meget anbefalelsesværdig. Den er relativt hurtigt læst, men udgør et fint lille vindue, som åbnes til det moderne Pakistan, en muslimsk nation, som undervejs på sin vej mod modernisering gennemsyres af korruption og spillen med de nucleare muskler overfor resten af verden og ikke mindst storebroderen, Indien.

Hovedpersonen Daru er ingen helt. Faktisk slet ikke. Hans historie spindes i et nuanceret mønster ved brug af et kor af de impliceredes stemmer. Med andre ord har historien mange fortællere, og Hamid mestrer kunsten at væve dem sammen uden at tabe sin læser undervejs. Jeg synes dog afgjort, at det er Darus egen stemme, drivende af tragisk ironi, der er den mest interessante. Netop fordi han er så gennemført, bærer man over med, at nogle af de øvrige bliver en tand for flamboyante fra tid til anden.

Jeg vil ikke løfte sløret alt for meget for handlingen, men blot røbe, at hele persongalleriet er mere eller mindre antihelteagtige. Det er ganske befriende, for selvom de alle rummer mindre kønne sider, er det svært ikke også at få et blødt punkt for de fleste af dem.

Darus historie er egentlig banal, med et liv, der kører helt skævt efter en fyring. Rammen er en retsag, hvor Daru står tiltalt for et mord han måske-måske ikke har begået. Først til allersidst finder man ud af, hvordan det hænger sammen, efter at hans sociale, fysiske og personlige deroute er blevet udpenslet fra mange vinkler.

Hans nedadspirallerende situation reflekterer samtidig Pakistans usikre fremtid, som den så ud i 1998 (og som vel egentlig ikke synes at være blevet ret meget mindre kaotisk, den seneste politiske udvikling taget i betragtning).

Bestemt ikke nogen uinteressant, lille bog. Hvis jeg kunne finde det danske ord for 'page turner', ville jeg have brugt det...

7 kommentarer:

  1. Venter nok lige på en eventuel dansk udgave, men så er jeg også klar...jeg kan så godt lide at vi her i blogland er gode til at anbefale bøger, det er dejligt at læse om andres bogopleveler

    SvarSlet
  2. "sidevender"? :-D

    ...men, Lotte -- "nedadspirallerende"?

    Really, eh?

    SvarSlet
  3. Det lyder virkelig interessant! Jeg ved ikke, om jeg magter den engelske udgave, når jeg ikke har engelsk inde på livet i hverdagen. Men emnet er jeg tændt på, da jeg har været med til som lydtekniker at lave en masse radioudsendelser om Indien, der fik mig at åbne ørerne i den grad.

    SvarSlet
  4. Spændende indlæg. Jeg tror det er en af litteraturens styrker - at man kommer ind under huden på mennesker og kulturer, som man ellers ikke ville have nogen kontakt med.

    SvarSlet
  5. Jeg er helt enig Anne, for jeg er også flere gange blevet inspireret til nye bogbekendtskaber her i blogland.

    AchMeinGottvonderFleichliebe - :-D Jeg blev nok lige revet lidt med dér, hva' ;-)

    Madame, jeg læser lige så meget på engelsk, som jeg gør på dansk, men jeg ved også godt, hvordan det er at læse noget på et sprog, man ikke bruger/læser tit. Meget af læseglæden går tabt, hvis man hele tiden studser over ord.

    Jens, du rammer hovedet helt rent på sømmet, for det er lige netop det der sker - i hvert fald for mig.

    SvarSlet
  6. Det var interessant læsning! Jeg har netop fået øjnene op for Salman Rushdie (Klovnen Shalimar), så denne bog skal bestemt have en chance - at den er på engelsk betyder ikke noget.

    SvarSlet
  7. Velkommen her Emmaline. Jeg kan vist roligt love dig, at der venter dig mange gode læseoplevelser, hvis du kunne lide Klovnen Shalimar. Efter min mening er det slet ikke hans bedste bog.
    De sataniske vers er selvfølgelig et must, men jeg har også et blødt punkt for Haround and the Sea of Stories. Maurens Sidste Suk var jeg længe om at komme igennem, mens The Ground Beneath Her Feet og Jaguarens Smil blev slugt. Midnatsbørn og Fury står endnu ulæste på min hylde, men det er der heldigvis mange bøger, der stadig gør. For så har man noget at se frem til.

    Jeg synes ikke, at Mohsin Hamid kommer op på siden af Rushdie, men han har sine momenter.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!