Dårligt gemmested

Man skal ikke gemme hemmeligheder i klædeskabet, hvis man beder sin kæreste om hjælp til at lokalisere dette og hint. Det måtte kæresten sande i går, da han, helt fladmast efter en lang dag på jobbet, med kort varsel var nødt til at pakke for at rejse til London. Han havde en del besvær med at finde forskellige beklædningsgenstande, som jeg på husmoderlig vis havde lagt på plads i klædeskabet, og derfor forbarmede jeg mig over den stakkels mand og gav mig i kast med at hjælpe ham. Mellem tøjet fandt jeg en lille, klar plastikpose af den knitrende slags, som man bruger til frugt og grønt i supermarkederne - og troede, den var havnet der ved et uheld. Om det nu var frygt for at komme til at smide noget ud, der ikke skulle bortskaffes eller om det var ren og skær nysgerrighed skal jeg ikke kunne sige, men overrasket blev jeg i hvert fald over at finde en halskæde i posen.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg burde måske have ladet som om, jeg ikke havde set den, men eftersom jeg havde taget alting ud af skabet for at skabe lidt overblik og efterfølgende orden, var det lidet sandsynligt, at jeg ikke ville være stødt på posen. Nu var det jo slet ikke sikkert, at smykket var til mig, men hvorfor så gemme den blandt sit tøj? Hmmmm....altså konkluderede jeg, at det var bedst at montere et glimt i øjet og bare sige, at hvis det ikke var meningen, jeg skulle have set den halskæde, så var det nok et dårligt sted at gemme den.

Han fik godt nok et lidt træt udtryk i ansigtet...

Da skipper kom hjem fra Thailand medbragte han ikke blot de famøse øreringe men også en meget smuk halskæde og en festlig tunika (samt en flammende orange blækspruttebamse!), så jeg var så rigeligt blevet begavet, men klædeskabets fund var altså købt for at have en overraskelse på lager, hvis jeg en dag skulle have haft en øvdag eller andet, der indbød til lidt hverdagsforkælelse.

Alene tanken gjorde mig da helt blød.

Så nu har jeg en underlig blanding af dårlig samvittighed over at have berøvet ham glæden ved at kunne overraske mig, og over at have rodet i hans ting (men altså, manden bad jo om hjælp og posen var af klar plastik - hvad havde han regnet med?) og glæde over at have sådan en betænksom kæreste OG en smykke, som er lige mig (for nu var der jo ingen mening i at gemme den længere, og så kunne jeg lige så godt få den med det samme).

Skulle jeg have ladet som ingenting og bare gemt posen i skabet igen?