Hist hvor vejen...

En sut, to læbepomader, en baglygte, brugte papirlommetørklæder, en cykelhjulsrefleks, to plastikskeer fra Paradis-is, en hårnål, en glaskugle, tretten kulørte plastikpropper, adskillige stykker sammenkrøllet slikpapir, en møtrik, en handske til højre hånd og en strikket fingerdukke, der ligner en albinokænguru.
Dette er ikke indholdet af mine lommer, ej heller af min taske. For genstandene har selskab af en fæl bunke glasskår, en hel masse plastikflasker og krus, endnu flere flade såvel som intakte øl- og sodavandsdåser samt en hel uhyrlig mængde cigaretskod.

Og hvor er dette svineri så lokaliseret?
Jo, jeg har såmænd bare bevæget mig på en cykelsti i det indre København. Observationerne ovenfor blev gjort søndag eftermiddag på strækningen mellem den østligste Sortedamssø og Tivoli, alt imens jeg i sneglefart bevægede mig af sted i intens spejden efter den ørering, jeg havde tabt.
Jeg havde tilbragt formiddagen med at spise brunch i Charlottehaven sammen med tre skønne kvinder og den enes lille charmetrold af en datter. Gamle studiekammerater fra Århustiden, der nu alle er bosat i hovedstadsområdet – hvor heldig kan man være. Ved tolvtiden brød jeg op for at køre på havnen, hvor skipper allerede var i fuld gang med weekendens gøremål (vi gik i gang med styrbord side i lørdags – STOR sejr endelig at tage hul på anden halvdel af projektet!).
Nu er jeg jo ikke ligefrem berømt for at bevæge mig i et sindigt tempo, når jeg cykler, og i den stride vind kom det høje tempo altså til at koste en ørering. Øreringene var en gave fra kæresten, nyligt hjembragt fra Thailand og det var første gang, jeg havde dem på, så det var en temmelig nedtrykt Lotte, der ved ankomst til havnen kunne konstatere, at sættet nu var reduceret til kun en ørering.

Hvad gør man? Tror man på, at man kan finde den igen? Eller forestiller man sig, at der allerede er en anden, der har fundet den og samlet den op? Giver man op og tænker, det var ærgerligt?
Nej! Man begiver sig af sted igen, op på cyklen og så begynde forfra på turen.
Det tager lang tid, kan jeg godt hilse og sige. Så lang tid, at jeg blev helt bange for, at jeg ville ende med at stirre mig så blind på alt det skrald, der lå langs vejene, at jeg slet ikke ville opdage målet for min eftersøgning, hvis jeg skulle støde på det.
Da jeg nåede Rådhuspladsen havde jeg fået tænkt rigtig mange tanker om årsagen til at jeg skulle tabe øreringen. For måske var det i virkeligheden et hint om, at jeg burde sætte tempoet lidt ned? Ikke bare på cykelstien, men sådan helt generelt… For jeg blev jo pludselig overhalet af ALLE – også af de langsomme konecykler, ladcyklerne fyldt med børn og rulleskøjteløberne - ja selv en fyr på skatebord gav mig baghjul. Og jeg overlevede!

Jeg havde efterhånden fået overbevist mig selv om, at det måtte være det, der var lektien og min tiltro til, at jeg skulle genfinde øreringen var begyndt at hænge i en meget tynd tråd, da jeg pludselig – ud for Tivolis sydøstlige udgang – spottede det famøse smykke!
En lille tak blev sendt til universet og så gik det ellers af sted mod havnen, dog i et mere adstadigt tempo end vanligt…