5.5.08

Jeg gik mig ud om kvælden

Johannes indlæg om gøgens visit fik mig til at mindes en sang, som min mor altid sang (og sikkert stadig synger - jeg har ikke spurgt hende) et par strofer af, når vi hørte gøgen i aftenskumringen. Erindringen kan spille en et puds, men jeg forbinder gøgens kukken med noget både sørgeligt og opløftende. Efter at have gravet lidt lykkedes det at finde hele sangen, og selvom det kun er de to første vers, jeg rent faktisk kan genkalde mig fra barndommen, passer stemningen i sangen meget godt med det, jeg hidtil har forbundet med gøgens kukken om aftenen.

Jeg gik mig ud om kvælden
hvor skoven stod så smuk
mens gøgen sad i ellen
og kukkede kuk-kuk
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Jeg spurgte den, hvor mange
hvor mange år endnu?
Den svarede med lange
sørgmodige kuk-kuk
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Engang skal andre træde
i vore jægerspor
og andre fugle kvæde
i skovens løvsalskor
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Men er du rigtig jæger
med skov og Pan i pagt
da tøm kun glædens bæger
og skøn på mindets magt
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Gik sol i guldglans under
et skær på himlens står
hvor dag i drømme blunder
med roser i sit hår
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Således gode minder
lidt guld i purpur sår
og aldrig helt forsvinder
hin glans fra svundne år
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Vær ej mod aften bange
når dagen går på hæld
og skyggerne bli’r lange
sig sænker fredfyldt kvæld
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Se timeglasset rinder
brudt bli’r hver vandringsstav
men alle lyse minder
dig følger til din grav
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:


Det er da smukt, er det ikke?

9 kommentarer:

  1. Jeg kan huske vi sang den i skolen som kanon - sikkert også kun de 2 første vers. Jeg kan i al fald heller ikke huske de andre :-)

    SvarSlet
  2. Åh kære lotten...nu fik du mig til at græde. Både af sorg og af lykke.
    Ikke kun sorg over mig selv, men bestemt lige så meget over et meget kært menneske, som døde alt for tidligt. Hun elskede Gøgen, og din mor kendte hende.
    Som du ganske rigtigt siger, så rummer Gøgens kukken og sangen begge dele. Nogle gange synes jeg ligefrem, jeg kan høre, hvad Gøgen fortæller, når jeg lytter til den udenfor.
    Smuk sang, smuk tekst. Den rummer hele livets mening.
    Knus til dig.

    SvarSlet
  3. Lotte, så røg jeg også tilbage i tiden, jeg har også sunget de første to vers som kanon lige som Nurhanne og jeg har også forbundet sangen med lidt sørgmodighed og glæde.Tak :-)

    SvarSlet
  4. Den er fin. Men jeg mangler lige en melodi, da jeg ikke kender den fra fortiden.

    Måske Sigurd vil spille den for mig senere i dag. Jeg kan da prøve, men satser ikke på, at han rammer de rigtige tangenter :-)

    SvarSlet
  5. . . den også bar så super sørgelig mann!!! en smuk kombo :0)

    snif . .

    SvarSlet
  6. jeg kender den også - og igen de to første vers, den sang vi også altid, når vi hørte gøgen "nede hos Michael" som fyren hed, hvor der altid var gøg i hans have.

    Jeg kom dog først og fremmest til at tænke på H.C. Andersen "hvor skoven dog er frisk og stor", da jeg læste din indledning om gøgen. Jeg må lige sætte andet vers ind her:
    I måneskin er smukt at gå,
    kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
    I skov ved solskin ligeså,
    kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
    Af kukkeren jeg vide får,
    hvor mange kys og leveår.
    Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera,
    kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.

    Her er der kun 3 vers, og det er absolut en kærlighedssang, der ikke er dyster og sørgelig. Men den anden har en smuk tekst. Enig i det!

    SvarSlet
  7. Jeg kender også det med, at en strofe eller en tekst pludselig får en tilbage til barndommen. Min mor sang meget, og når jeg hører de melodier nu, er jeg straks tilbage i tiden. Men netop denne sang forbinder jeg med sønnike, der som lille dreng var dødsensræd for gøgens kukken - jeg fandt aldrig ud af hvorfor.

    SvarSlet
  8. Ja - lige nu ville jeg MEGET gerne vaere i en dansk boegeskov; de lysegroenne farver i solen mod en blaa himmel kan ikke overgaas. Simpelthen. Og dette fra en tropenoerd, som har 1,234,326 andre groenne farver at vaelge imellem til daglig.
    Og jo, den sang er smuk -og ja, jeg kender ogsaa kun de foerste to vers -men har netop copy&pastet det hele:-)

    KNUS fra ...Sydafrika lige for tiden!

    SvarSlet
  9. Hej Lotten !
    Den er godt nok lang. Jeg kender kun de to første vers. Og den har jeg brugt tl at synge i kanón med. Jeg lærte den skolen engang for mange år sden.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!