Når banjobolten brækker

Vi fik - som nogen måske husker - installeret ny motor i båden sidste år i påsken. Allerede på jomfrurejsen fik vi problemer i form af en fejlmelding fra den elektroniske olietryksmåler. Det viste sig, at der var et generelt problem hos Volvo på lige netop denne type kontakt, samt at vi ikke ville kunne få en ny, før de havde løst problemet. Den defekte kontakt blev derfor afmonteret og et ordinært manometer monteret som en midlertidig løsning. Det betød, at vi ikke kunne tjekke olietrykket uden at fjerne trappen i salonen - hvilket i praksis er noget rod - men da vi jo kort tid efter skulle have båden på land, væbnede vi os med tålmodighed og koncentrede os om andre ting.

Forleden skulle jeg så montere den nye - og efter sigende velfungerende - kontakt. Kontakten sidder på en bolt, som skal skrues ind i en såkaldt banjobolt, der er skruet ind i motorblokken, men jeg syntes godt nok, at gevindet gik enormt stramt, og allerede halvvejs inde sad det nærmest fast. Jeg konstaterede sukkende, at mine armkræfter syntes at være svundet fælt ind over vinteren. Altså valgte jeg at ty til det gode gamle trick med at benytte sig af rå kropsvægt og lænede mig godt ind over svensknøglen.
Stille og roligt fik jeg skruet kontakten yderligere et par millimeter ind, hvorefter jeg med hele vægten af overkroppen vælter ind over motoren. Den slags får man skrammer af...

Først troede jeg, det bare var svenksnøglen, der var smuttet for mig, men så opdagede jeg, at banjobolten sad fast på kontakten, som stadig sad i nøglen. Hurtigt blev opmærksomheden flyttet fra de blødende knoer til banjobolten. Til min store hjertebankfremkaldende forskrækkelse, viste det sig nemlig at det kun var noget af bolten, jeg havde afmonteret. Gevinddelen var brækket af og sad fortsat på sin plads - INDE i motorblokken!

Det var lige før, jeg mærkede koldsveden bryde frem - i hvert fald kan jeg garantere, at pulsen accelerede - og det var med tilkæmpet rolig stemme, at jeg i al hast ringede til brormand. Jeg turde simpelthen ikke sige noget til kæresten, før jeg havde talt med sagkundskaben. Den motor har voldt os så mange kvaler, at jeg ikke rigtig kunne bære tanken om at have ødelagt en vital del. Jeg havde intet overblik over skadens omfang, jeg vidste bare, at det her kunne vi ikke klare alene og at motoren var ubrugelig, så længe det ikke blev fikset...

Brormand, som jo (til alt held for os) lever af at montere bådmotorer og udøve marineservice, kunne heldigvis straks berolige mig med, at det slet ikke var spor svært at få sådan en smule gevind ud. Den slags findes der selvfølgelig noget ganske særligt værktøj til. Han spurgte smøret, om jeg slet ikke havde opdaget, at kontakten havde konisk gevind?!?!

DUH!

Nej, selvfølgelig havde jeg ikke hældt x antal kilo dødvægt hen over en svensknøgle, hvis jeg havde vidst, at jeg ikke skulle blive ved med at skrue på skidtet!!!

Efter således at være blevet beroliget, kunne jeg nu fortæller skipper, at jeg havde lavet ulykker, men at de ikke var større, end at de kunne klares med brormands assistance og en ny banjobolt. Han nåede at blive rimeligt gærfarvet i ansigtet af bekymring, inden jeg var færdig med at fortælle, men så gik det heldigvis op for ham, at der ikke var sket noget alvorligt. Han havde endda overskud til at sige nååå, da han så mine skrammer.

I dag var brormand så forbi og vupti, i løbet af tre minutter havde han skruet det afbrækkede gevind ud. Nu kan jeg så vente på, at der ankommer en ny banjobolt og så forsøge mig med endnu en montering. Denne gang skruer jeg ikke helt så hårdt, det kan jeg godt garantere.

Den brækkede banjobolt efter lillebrors redning

Kontakten med gevindet, som jo helt tydeligt er konisk!

Man bliver aldrig rigtig god til at stå på ski, hvis man er så forsigtig, at man aldrig falder, man bliver aldrig en hurtig jollesejler, hvis man er bange for at vælte med båden - og sådan er det vist med de fleste ting. For at blive god, for at lære hvor grænserne for ens formåen går, skal man turde at vove pelsen - eller huden på knoerne om man vil.

Tre konstateringer, der kom ud af dette:

• Man skal huske at tjekke, om gevindet er konisk, hvis man synes, det går usædvanligt trægt.
• Jeg er ikke så slap, som jeg frygtede.
• Jeg er glad for, at dette ikke skete ude på en eller anden lille atol, hvor brormand ikke fluks kunne komme forbi med sin værkstøjskasse. Skal jeg begå den slags brølere, er det helt klart smartest at gøre det nu.

Efterspil: Min brors chef (ja, mit lille stunt er selvfølgelig blevet genfortalt i frokoststuen til megen moro) mente, at jeg skulle have haft lov til at stege lidt længere, inden jeg fik at vide, at der ikke var nogen ko på isen. Jeg er faktisk MEGET glad for, at lillebror ikke lavede fis lige netop i den situation!