Facetledssyndromets tilbagevenden

Min sidste sæson som eliteroer var præget af ugentlige besøg hos en (heldigvis meget dygtig OG attraktiv) fysioterapeut hos Team Danmark. De ni træningspas om ugen satte sine spor, og en af de ting, jeg hele tiden måtte holde i ave, var et facetledssyndrom, der, hvis det forblev ubehandlet, voldte ret mange gener. Det føltes permanent, som om jeg havde et stort spændebånd skruet fast om brystkassen og dybe åndedrag var en anstrengelse. Forestil jer at banke afsted for at hilse på sin makspuls og så føle smerte over at trække vejret...det kan ikke anbefales.
I dag er man (mere korrekt) begyndt at kalde facetledssyndrom for segmentdysfunktion/segmental dysfunktion, men min læge holdt sig til den 'gamle' betegnelse, og så behøvede hun jo heller ikke foreklare mig, hvad det drejede sig om.

Det karakteriseres af en pludseligt opstået fastlåsning af et eller flere led i brysthvirvelsøjlen, som giver akut smerte og kraftige muskelspændinger i området imellem skulderbladene, forværret ved stort set enhver bevægelse og ofte også ved vejrtrækning og hosten/nysen/grinen. Patienten fortæller ofte, at det føles som at have en kniv i ryggen. Trods de voldsomme smerter er det normalt ikke nogen alvorlig eller kompliceret lidelse. Smerterne stammer fra et fastlåst og hævet led, det såkaldte facetled. Da leddet er hævet, stiger trykket i leddet markant og enhver bevægelse eller forøget sammentrykning af ledfladerne får smertereceptorerne i ledkapslen og det omkringliggende væv til at sende signaler om smerte til hjernen. Hjernen svarer ved at begrænse yderligere bevægelse i området ved muskelsammentrækning af den omkringliggende muskulatur. Således ledsages ledfastlåsningen meget hurtigt af spændinger i muskulaturen'.
Kilde: Kiropraktisk Klinik

I mere end tre år har jeg intet mærket til syndromet og det faldt mig ikke ind, at det var det, der i morges fremkaldte nogeterkommetseriøstiklemme-fornemmelsen, for i modsætning til tidligere, mærkede jeg kun noget i venstre side. Og jeg havde ikke tilnærmelsesvis været i nærheden af et par scullerårer!!! At løft af biblioteksbøger kunne afstedkomme denne tilstand, havde jeg simpelthen ikke fantasi til at forestille mig.

Nu ligger jeg så med is på ryggen, doped af panodiler og ibuprofen størrelse pony. Jeg som maks tager ti hovedpinepiller i løbet af et helt år får nu opbrugt min årskvote på en enkelt dag. En tur til fys kan tidligst komme på tale i overmorgen, for lige nu er rygmusklen som granit og skal simpelthen slappe noget mere af, før det giver mening at behandle den. Det er så det, jeg arbejder på lige nu.
I morgen er jeg desværre nødt til at sidde i en bil i tre timer efterfulgt af et heldagsmøde i Århus. Jeg har dog fået arrangeret, at jeg mødes med en kollega i Slagelse og så er hun chauffør resten af vejen, men det bliver nok ikke nogen overfestlig oplevelse.

Til alt held har jeg en masse gode oplevelser at se frem til resten af ugen i form af gensyn med gamle venner, familiebesøg og møde med nye ansigter (og et enkelt velkendt) fra blogverdenen. Men den der tur på Franks klatrevæg, som jeg havde set frem til torsdag aften, den må jeg nok hellere skyde en hvid pind efter.

(Og mens jeg ligger her og klaprer tænder og øver mig i hvide pindekast kan jeg jo hygge mig med billeder fra dagene som klipklap-roer, som Anne ville have kaldt mig. Det er mig med den blonde høstak.)