Jeg havde hyret brormand til at komme forbi og svejse lidt på båden i dag. Det var hurtigt gjort og samtidig fik jeg en autoriseret til at montere efterfølgeren til den famøse banjobolt. Brormand havde godt nok forklaret, hvordan jeg skulle undgå at brække den nye også, men nu var han der jo liiiige... Da han var kørt fortsatte jeg med projekt forkøje, hvor jeg har været nødt til at inddele slibningen af loftet i etaper. Mine vingummiarme kan simpelthen ikke klare meget mere end to timer med excentersliber over hovedhøjde. I dag nåede jeg endnu en god bid og jeg tror, jeg kan blive færdig i denne uge, hvis ellers armene vil.
Jeg fik også malet der, hvor jeg fik slebet i mandags og syntes egentlig det gik meget godt med at få sat krydser på doklisten. Lige indtil jeg opdagede en dråbe. På indersiden af det ene koøje!
Sidste år havde vi alle fire koøjer i bagbord side afmonteret, og da slibe- og malearbejdet var overstået, blev ruderne monteret igen efter alle kunstens regler. Vi havde ret godt styr på det, selvom fugemassen var noget fedtet snask at arbejde med. Men jeg tror, jeg udstødte et suk, der kunne høres til Skagen, da det gik op for mig, at vi åbenbart ikke har haft helt så meget styr på det, som vi troede. Altså er der dømt afmontering, afrensning og ompakning. Forhåbentlig kun af det ene koøje, men jeg er jo nødt til at tjekke de andre også.
Den slags tilbageskridt er selvfølgelig ikke katastrofale, men det er ingen hemmelighed, at jeg synes, det er demotiverende at gå og gøre sit eget arbejde om blot et år efter, at man lavede det første gang. Det kan godt være, jeg så alligevel ikke når helt så langt med projektet, som jeg havde håbet på, mens kæresten er væk.
Jeg har besluttet ikke at sige noget til ham om koøjet, før han kommer hjem. Der er ingen grund til at give ham den slags hovedbrud, og han kan heller ingenting stille op, så længe han befinder sig deroppe, nord for polarcirklen. I stedet ringede jeg og rekvirerede lidt opbakning hos ophavet. Tingene blev sat lidt i perspektiv, og jeg fik fokus vendt tilbage til fremskridtene.
Forza!
Forza ja, dit moslegen fejler bestemt ikke noget:) Banjobolt, jeg elsker det ord!
SvarSletSifka, det ord ligger bare godt i munden, gør det ikke?
SvarSletOg ja, jeg er glad for mit moslergen, selvom det lige blev bremset lidt op i går. Vi skal nok blive færdige med den båd, det bliver bare ikke lige i morgen.
Det er sørme noget af et projekt! Men det er imponerende, at du holder modet oppe - og det skal nok blive godt i den sidste ende.
SvarSletHold fokus på fremskridtene - det lyder helt rigtigt ;-)
Det er nemlig det, Madame. Det ender med at blive godt. Men jeg kunne nu godt have undværet følelsen af at være en molbo i går. Heldigvis hjalp det at tale med min far, der jo ved en ting eller to om koøjer.
SvarSletHvor du knokler på.... Jeg sneder en masse god enerig og positive tanker til dig og dit arbejde!
SvarSletForstår godt dit øv over at skulle gøre noget arbejde om igen...
Hvis jeg boede tæt på, kom jeg med kaffe og en kage til din pause, for de stakkels arme må gøre ondt! ;0)
Åhhh Marianne, det kunne være så rart. Og hyggeligt.
SvarSlet(Måske ville det hjælpe, hvis jeg tog ved lære af dig og trænede mine arme lidt...)
Med denne posting kan jeg pludselig genkende dig fra Tivolicaféen - Nogen gange har jeg ellers lidt svært ved at finde ud af hvem der er hvem, fordi mange skriver så anonymt.
SvarSletVingummiarme, ja det skal jeg love for at man får. Jeg skal male gavl, og overvejer at leje et rullestillads.
Men bortset fra ømheden hist og her, så glæder jeg mig til sommer-ferie arbejde som ikke er stillesiddende:-)
Jeg håber du får has på koøjerne. Det er vel ikke så slemt?
Men Donald, jeg synes da ikke, jeg skriver særlig anonymt :-) End ikke under pseudonym, som så mange andre.
SvarSletRullestilladser er i øvrigt en fantastisk opfindelse. Jeg gik for år tilbage og kradsede fuger ud, og da var det alletiders at kunne flytte rundt på sådan et.
Og nej, koøjerne er ikke sikkert ikke så svære at ompakke, men det tager tid. Og tid er ikke det, jeg har allermest tilovers af, når jeg i forvejen har en kilometerlang dokliste, grin. Og så er der det rent principelle i at det ikke føles rart at lave sit eget møjsommelige arbejde om.
Jamen jo, det er bare mig der har været længe om at finde rundt i hvem der er hvem! Jeg var jo rundt på alle websiderne efter den hyggelige Tivoli-tur, men så er der så meget andet der fanger opmærksomheden.
SvarSletMen når du skriver om stålskibet og istandsættelse og kæresten på langfart, så kan jeg se caféen igen og den hyggelige samtale med mange facetter omkring det at sejle langt og se verden på den måde.
Det er noget andet end at gå mellem aflåste huse og ensrettede gader:-)
Donald, det er bestemt noget andet. Og jeg glæder mig sådan til at få drømmen ført ud i livet...
SvarSlet