5.6.09

15 minutters blandet hygiejne

Som nogen af jer ved, arbejder jeg et sted, hvor der også er en lille café. Egentlig er mine officielle jobfunktioner ikke knyttet til caféen, men det hænder, at jeg alligevel lige må give en hånd med, når der er tryk på. Så svinger jeg en caffé latte eller tømmer opvaskemaskinen, serverer en tapas eller bager en plade croissanter.
Og det er helt fint med mig. Det er bare ikke så fint med fødevaremyndighederne, hvis jeg ikke har papirerne i ovnen - så på lige fod med pizzabagere, grønthandlere, smørrebrødsjomfruer, 7-eleven-personale og alle andre, der håndterer fødevarer i dette land, har jeg været til eksamen i fødevarehygiejne, så jeg kunne få mit "hygiejnecertifikat".
Kurset har været ren e-learning (via Alimentas) - weheeee for den moderne teknologi, som gør at man kan tage sådan et kursus i sit eget tempo - men eksamen fordrer, at man møder op in persona og besvarer en skriftlig prøve på gammeldaws facon med pen og papir.

Jeg forberedte mig en hel dag og brugte i alt 15 minutter på at besvare eksamensopgaverne (inkl. udfyldelsen af et firesiders evalueringsskema!!) - og så var certifikatet i hus. Selvfølgelig har det været en fordel, at alt det med bakterier ikke er helt russisk for mig (selvom det efterhånden er længe siden, jeg var en grøn biologistuderende, som lærte noget om mikrobiologi), men jeg har nu alligevel erhvervet lidt ny viden også.
Fx ved jeg nu en hel masse om, hvor længe man må sælge flødeskumskager i forhold til ved hvilken temperatur, man opbevarer dem ved! Viden som jeg muligvis aldrig får brug for, men nu kan jeg i hvert fald med god samvittighed give et nap med i caféen og flashe mit hygiejnecertifikat, hvis jeg bliver bedt om det.

Om mit job er alsidigt? Det tror jeg da nok, det er!

4 kommentarer:

  1. Ihh, sådan at have papir på at være hygiejnisk, det er da slet ikke så tovligt. Og du må godt komme hjem i mit køkken og bage croissanter :-)

    SvarSlet
  2. Hi, hi, hi - jeg er også en fødevarecertificeret borger, selb om det er vist 4 år siden, så jeg skulle nok i virkeligheden opgraderes :-)

    SvarSlet
  3. Plantenusser, flødeskumskagesvinger... og så lige alt det andet! Dit CV er efterhånden ret imponerende synes jeg ;-)

    SvarSlet
  4. Altid skønt at lære nyt, stort tillykke med hygiejnecertifikatet.

    Dine frø spirer lystigt rundt omkring, skal nok vise, når vi kommer lidt længere frem i processen.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!