Forestil dig, at du møder et menneske,
som simpelthen 'ser' dig. Hele dig. Som synes, du er fantastisk og
som ikke er tilbageholdende med at fortælle dig det. Som får dig til
at le så meget og så længe, at dit ansigt begynder at gøre ondt.
Et menneske, hvis nærvær er så intenst, at du føler dig båret
fremad af det. Som udviser omsorg, omtanke og interesse. Som er lige
så nysgerrigt, eventyrlystent og legesygt som dig. Et menneske, som
du på ingen tid har delt en mængde oplevelser med, som du ved, du
vil huske resten af dit liv. Et menneske som du uden tøven stoler
på. Som kan lide de samme ting som dig. Som du med lethed kan være
både dybt alvorlig og gennemført fjollet sammen med. Et menneske, som du
i løbet af få uger har fortalt alverdens små og store historier om dig selv.
Sådan et menneske, som du føler, du kan og har lyst til at dele alt
med. Som du kan være hundrede procent dig selv sammen med.
Autentisk, afslappet og uden filter. Forestil dig det.
Det er en rar tanke ikke?
Kender du udtrykket “like two peas in
a pod”? Det kan vel ligestilles med udtrykket “to alen af et
stykke”. Jeg har simpelthen mødt en alen skåret af samme stykke
som jeg – eller min nabo-ært om du vil. Og det har taget lidt tid
at nå til erkendelsen af, at jeg har været så fantastisk heldig at
møde en sjæleven frem for et menneske, jeg ønsker at være mere end venner
med. For ovenstående kan jo med lethed betragtes som de første
symptomer på en forelskelse, og jeg har da også været forvirret
over øjeblikkeligt efter vores første møde at være så meget på
bølgelængde med dette menneske, at det nærmest føles som en
symbiose. Jeg savner den anden ært, når vi ikke er sammen. Glæder
mig fra jeg vågner til, at vi mødes for at spise morgenmad sammen,
mens vi taler om alt og intet. Sætter pris på at arbejde sammen og
føler at vores hjerner supplementerer og sublimerer hinanden. Nyder når vi tager
på eventyr sammen. Værdsætter øjeblikkene med fælles stilhed,
hvor vi bare er.
Men i dag skal ærterne skilles. Den
ene ært skal rejse og den anden ært skal blive. Jeg ved med
usvigelig sikkerhed, at jeg kommer til at savne min naboært. Meget.
Tanken gør mig lidt vemodig og jeg gruer for afskeden. Jeg har
aldrig været god til at sige farvel og denne her bliver en af de
værre. Men jeg ved heldigvis, at vi ikke vil miste kontakten, selvom
vi ikke kan ses dagligt længere. Dertil har venskabet slået for
dybe rødder.
Jeg føler mig voldsomt privilegeret
over, at vore veje krydsede hinanden netop nu. Det har givet mig så
meget på så mange planer, og jeg føler, at jeg ved at have åbnet
så meget op for og delt så meget med et menneske, jeg kun lige har
mødt, samtidig har lukket op for muligheden for igen en dag at indgå
i et forhold, skulle den rigtige dukke op på arenaen. Det er en
opløftende og lovende følelse, og jeg er dybt taknemmelig for at
kunne mærke den helt ind i kernen af mig selv.
Åh, det lyder som en fantastisk oplevelse, søde Lotte! Skønt, dejligt og enormt livgivende :) Kan meget godt forstå at det gør ondt at skilles :) Kudos til dig for at kunne sætte pris på det på den måde - og at det giver mening at skille tingene ad :)
SvarSletKæmpe knus og kærlige hilsner,
Maria
Tak :-)
SletJeg tror, at havde jeg været yngre og mindre bevidst om, hvad jeg dybest set ønsker, ville jeg højst sandsynligt have forvekslet mine følelser med forelskelse. Men det er ikke det, jeg føler. Vi har en form for 'connection', der stikker dybt ja, men på en ikke amorøs måde, så det giver fuldt ud mening for mig at skille tingene ad.
Og jo, jeg savner allerede....
Tak for knus.
Dejlig læsning!
SvarSletTak, Anja.
SletJeg føler mig meget, meget heldig.
Hvor er det poetisk, rørende, dybt tankevækkende, smukt!
SvarSletHmmm ... jeg var ikke fremmed for den tanke, at det ville ske, tværtimod, du er en ært, måske skal man lede lidt efter en anden bælg en gang imellem, og jeg tænker på det som at der er mange ærter, men at det er processen, hvor man er i livet og hvor man vil hen, og måske det at man også kan ændre på livet, som gør at man bliver lykkelig. Grib dagen, tillykke!!!