G for GPS

Vi bruger næsten udelukkende elektronisk navigation ombord på Orbit. Alle mine gamle rutiner med søkort af papir, passer og parallellineal har jeg kunnet lægge i mølposen på dette togt – nutiden og fremtiden er elektronisk. Og afhængig af satellitter. GPS-systemet er nu så kendt og anvendt af alle, at jeg næppe behøver gå i detaljer med teknikaliteterne bag, og alle kan sikkert også gennemskue, at svagheden bag er, at vi sætter vores lid til noget, der kræver strøm (og pålidelige informationer fra satellitterne). Men når det virker – hvad det har gjort upåklageligt hidtil - er det en fantastisk opfindelse.

Der findes ikke en decideret kortplotter ombord; i stedet bruger vi noget så enkelt og handy som en iPad med elektroniske søkort. Den har indbygget GPS og så længe vi har strøm, har vi hele tiden vished for, hvor vi befinder os, hvilken kurs vi sejler og med hvilken fart vi bevæger os. Med tripfunktionen kan vi holde øje med antallet af tilbagelagte sømil og samtidig får vi – ligesom fra en GPS i en bil – kontinuerligt et estimat for ankomsttidspunkt, forudsat at vi holder den aktuelle kurs.

Selvfølgelig er der monteret et kompas ombord, men vi bruger det mest som en rettesnor, da skibets kurs ikke nødvendigvis er identisk med den kurs, vi sejler. Vind, bølger og strøm er alle faktorer, som er med til at skabe afdrift, og selvom stævnen peger stik øst, kan det sagtens være, at vi rent faktisk bevæger os på en kurs, der er mere nord- eller sydøstlig. Hvis man har landkending (dvs. kan se land), kan man bruge faste pejlemærker til at korrigere sin kompaskurs med, men når man sejler midt på oceanet uden andet i sigte end uendelige rækker af bølgetoppe og skyer, så er en GPS helt uvurderlig. Om natten kan man selvfølgelig, hvis man er rigtig hardcore, styre vha. stjernerne, men det er nu rart blot at kunne kaste et blik på GPS'en og med det samme vide, om man fortsat er på ret kurs.

Udover iPad'en, er der installeret en Furuno GPS Navigator ved kortbordet om læ, med en 'slave' i cockpittet, dvs. vi ikke behøver forlade rattet for at tjekke kurs og fart. Dertil har vi en håndholdt GPS og en hel bunke ekstra batterier for det tilfælde, at uheldet skulle være ude, så vi ikke længere kan forsyne den stationære GPS med strøm eller oplade iPad'en. Og så har vi altså også en stak papirkort ombord for en sikkerheds skyld, men jeg må nu indrømme, at jeg gerne holder mølposen lukket, for elektronisk navigation er nu en gang både hurtigere og lettere.

Du har nu læst syvende kapitel i serien om livet som langturssejler. I næste afsnit bevæger jeg mig over i en helt anden boldgade, der handler om både sved, salt og sure tæer. Hvis det lyder helt uimodståeligt, så læs endelig med på fredag.