Vi bruger næsten
udelukkende elektronisk navigation ombord på Orbit. Alle mine gamle
rutiner med søkort af papir, passer og parallellineal har jeg kunnet
lægge i mølposen på dette togt – nutiden og fremtiden er
elektronisk. Og afhængig af satellitter. GPS-systemet er nu så
kendt og anvendt af alle, at jeg næppe behøver gå i detaljer med
teknikaliteterne bag, og alle kan sikkert også gennemskue, at
svagheden bag er, at vi sætter vores lid til noget, der kræver
strøm (og pålidelige informationer fra satellitterne). Men når det
virker – hvad det har gjort upåklageligt hidtil - er det en
fantastisk opfindelse.
Der findes ikke en
decideret kortplotter ombord; i stedet bruger vi noget så enkelt og
handy som en iPad med elektroniske søkort. Den har indbygget GPS og
så længe vi har strøm, har vi hele tiden vished for, hvor vi
befinder os, hvilken kurs vi sejler og med hvilken fart vi bevæger
os. Med tripfunktionen kan vi holde øje med antallet af tilbagelagte
sømil og samtidig får vi – ligesom fra en GPS i en bil –
kontinuerligt et estimat for ankomsttidspunkt, forudsat at vi holder
den aktuelle kurs.
Selvfølgelig er der
monteret et kompas ombord, men vi bruger det mest som en rettesnor,
da skibets kurs ikke nødvendigvis er identisk med den kurs, vi
sejler. Vind, bølger og strøm er alle faktorer, som er med til at
skabe afdrift, og selvom stævnen peger stik øst, kan det sagtens
være, at vi rent faktisk bevæger os på en kurs, der er mere nord-
eller sydøstlig. Hvis man har landkending (dvs. kan se land), kan
man bruge faste pejlemærker til at korrigere sin kompaskurs med, men
når man sejler midt på oceanet uden andet i sigte end uendelige
rækker af bølgetoppe og skyer, så er en GPS helt uvurderlig. Om
natten kan man selvfølgelig, hvis man er rigtig hardcore, styre vha.
stjernerne, men det er nu rart blot at kunne kaste et blik på GPS'en
og med det samme vide, om man fortsat er på ret kurs.
Udover iPad'en, er der
installeret en Furuno GPS Navigator ved kortbordet om læ, med en
'slave' i cockpittet, dvs. vi ikke behøver forlade rattet for at
tjekke kurs og fart. Dertil har vi en håndholdt GPS og en hel bunke
ekstra batterier for det tilfælde, at uheldet skulle være ude, så
vi ikke længere kan forsyne den stationære GPS med strøm eller
oplade iPad'en. Og så har vi altså også en stak papirkort ombord
for en sikkerheds skyld, men jeg må nu indrømme, at jeg gerne
holder mølposen lukket, for elektronisk navigation er nu en gang
både hurtigere og lettere.
Du har nu læst
syvende kapitel i serien om livet som langturssejler. I næste afsnit
bevæger jeg mig over i en helt anden boldgade, der handler om både
sved, salt og sure tæer. Hvis det lyder helt uimodståeligt, så læs endelig med på fredag.
Søfolk og andre har for 100 år siden undret sig over, hvordan polynesierne kunne sejle ud på åbent hav og finde den næste atol (i fx. det der engang hed "Gilbert Islands", nu Tungaru).
SvarSletHvordan får I strøm?