7.8.13

Ø for Økonomi


Hvad koster det?
Vis mig den langturssejler som ikke er blevet stillet det spørgsmål, og jeg vil påstå at vedkommende ikke taler med nogen. I hvert fald ikke om at sejle. For det er et af de mest hyppige spørgsmål, man får stillet, når folk finder ud af, at man tilbringer månedsvis med at sejle for sjov. Hvordan finansierer man sådan et eventyr? Hvor meget skal man spare op?
Det klassiske svar er, at det koster det man har. At der findes lige så mange svar, som der findes sejlere. For budgettet afhænger af så mange faktorer, at det er særdeles vanskeligt at give et klart svar.
Det afhænger bl.a. af:

  • Hvor du sejler (der er fx store forskelle på priser på fødevarer og brændstof de forskellige lande imellem, ligesom der stilles forskellige krav til bådens og din personlige udrustning afhængigt af, om du sejler i varmt eller koldt klima)
  • Hvor mange I er ombord (jo flere man er om at dele udgifterne, jo billigere bliver det. Men samtidig kan det betyde at du må have en større båd, hvilket kan medføre større udgifter til fx havnepenge og kanalafgifter)
  • Hvilken rute du vælger (hvis du lægger din rute i kalmebæltet, imod de fremherskende vinde eller gerne vil sejle meget på floder, skal du påregne øgede udgifter til brændstof, filtre og motorreservedele)
  • Hvor længe du sejler (jo flere år større udgifter spredes ud på, jo mindre bliver de jo pr. måned eller dag)
  • Hvor meget du vedligeholder din båd (hvilket bl.a. afhænger af bådens alder, hvilket materiale den er bygget af, hvordan den bliver sejlet og hvor høj din egen standard er)
  • Hvor luksuøst du vil leve ombord (skal der kaviar og champagne på bordet eller kan du leve af ris og fisk og havregrød? Vil du have masser af kolde drikke, skal du påregne ekstra udgifter til brændstof for at kunne opretholde nok spænding på batterierne til at kunne drive køleskab(e) og/eller fryser – med mindre du har supergode solceller OG en vindgenerator, som kan levere strøm nok)
  • Hvor meget du vil opleve i land (vil du leje bil? Bo på hotel? Tage på guidede ture? Spise på restaurant?)
  • Hvor meget du køber ud over basale nødvendigheder (fx hvor meget internettid du køber på hoteller og caféer, hvor mange snacks/is/øl/drinks du forkæler dig selv med og hvor mange souvenirs du vil have med hjem)
  • Hvilke forsikringer du vælger at tegne (skal du fx dykke eller kitesurfe er det ikke alle almindelige rejseforsikringer, som dækker, ligesom mange af de gængse ikke dækker rejser ud over 90 dages varighed)
Dertil kommer uforudsete udgifter forårsaget af ting, som uventet går i stykker, korrupte embedsmænd samt ting som bliver stjålet eller falder overbord.

Det er et kompliceret budget og her har jeg kun ridset de mest åbenlyse faktorer op. Tingene ser selvfølgelig anderledes ud, når du ikke sejler i egen båd men 'blot' er med som gast. Her deler man typisk de løbende udgifter til mad, brændstof, gas samt havne- og toldafgifter. Dertil lægger den enkelte gast hver især et forudaftalt beløb, som kaldes 'køjepenge' og som går til driften af båden. På Orbits hjemmeside kan du se, hvad det koster at sejle med, samt hvilke andre ting, du kan tilkøbe, mens du er ombord (kurser i kajak eller dykning, prisen for de enkelte dyk og den slags).

Så det korte svar på spørgsmålet 'hvad koster det at sejle langt?' er altså, at det er svært at svare på. Da jeg i sin tid gik og sparede op til at skulle sejle jorden rundt med min ekskæreste, kalkulerede vi med ca. 100.000 kr. pr. pers. pr. år. Men jeg ved, at der er dem, som klarer sig for det halve og at der er dem, som ikke kan forestille sig at klare sig for mindre end det dobbelte. Jeg kan ikke fortælle præcis, hvad månederne som gast på Orbit ender med at komme til at koste mig, før togtet er endt og de endelige udgifter gjort op. Men jeg er glad for, at jeg havde sparet op på forhånd.

Du har nu læst det næstsidste afsnit i serien om livet som langturssejler. Allersidste afsnit får du på fredag, hvor jeg vil tale lidt om noget af det, der sker i én selv, når man sejler langt. For der er ikke blot tale om en rejse målt i sømil, for mange der sejler som vi gør det, bliver det også til en indre rejse.

2 kommentarer:

  1. Interessant blog du har her. :-)

    Nu du snakker om forsikringer, skal man jo også huske at undersøge hvorvidt ens bådforsikring dækker det område man ønsker at sejle til (Europa vs verden) og hvorvidt man vil sejle igennem piratfyldt farvand eller ej. Flere forsikringer dækker jo i så fald ikke.

    Blot et lille, men alligevel relevant, tillæg til din blog.

    SvarSlet
  2. Jeg kender ikke farer og forhold ved sejlads omkring Micronesia, men af en eller anden grund føler jeg at du er sikker og at økonomien og udgifterne er under kontrol. Jeg er så glad for alt, du fortæller, måske fordi jeg godt kunne finde på at drømme om at sejle bare en lille tur omkring Tuvalu :)

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!