26.5.08

Hist hvor vejen...

En sut, to læbepomader, en baglygte, brugte papirlommetørklæder, en cykelhjulsrefleks, to plastikskeer fra Paradis-is, en hårnål, en glaskugle, tretten kulørte plastikpropper, adskillige stykker sammenkrøllet slikpapir, en møtrik, en handske til højre hånd og en strikket fingerdukke, der ligner en albinokænguru.
Dette er ikke indholdet af mine lommer, ej heller af min taske. For genstandene har selskab af en fæl bunke glasskår, en hel masse plastikflasker og krus, endnu flere flade såvel som intakte øl- og sodavandsdåser samt en hel uhyrlig mængde cigaretskod.

Og hvor er dette svineri så lokaliseret?
Jo, jeg har såmænd bare bevæget mig på en cykelsti i det indre København. Observationerne ovenfor blev gjort søndag eftermiddag på strækningen mellem den østligste Sortedamssø og Tivoli, alt imens jeg i sneglefart bevægede mig af sted i intens spejden efter den ørering, jeg havde tabt.
Jeg havde tilbragt formiddagen med at spise brunch i Charlottehaven sammen med tre skønne kvinder og den enes lille charmetrold af en datter. Gamle studiekammerater fra Århustiden, der nu alle er bosat i hovedstadsområdet – hvor heldig kan man være. Ved tolvtiden brød jeg op for at køre på havnen, hvor skipper allerede var i fuld gang med weekendens gøremål (vi gik i gang med styrbord side i lørdags – STOR sejr endelig at tage hul på anden halvdel af projektet!).
Nu er jeg jo ikke ligefrem berømt for at bevæge mig i et sindigt tempo, når jeg cykler, og i den stride vind kom det høje tempo altså til at koste en ørering. Øreringene var en gave fra kæresten, nyligt hjembragt fra Thailand og det var første gang, jeg havde dem på, så det var en temmelig nedtrykt Lotte, der ved ankomst til havnen kunne konstatere, at sættet nu var reduceret til kun en ørering.

Hvad gør man? Tror man på, at man kan finde den igen? Eller forestiller man sig, at der allerede er en anden, der har fundet den og samlet den op? Giver man op og tænker, det var ærgerligt?
Nej! Man begiver sig af sted igen, op på cyklen og så begynde forfra på turen.
Det tager lang tid, kan jeg godt hilse og sige. Så lang tid, at jeg blev helt bange for, at jeg ville ende med at stirre mig så blind på alt det skrald, der lå langs vejene, at jeg slet ikke ville opdage målet for min eftersøgning, hvis jeg skulle støde på det.
Da jeg nåede Rådhuspladsen havde jeg fået tænkt rigtig mange tanker om årsagen til at jeg skulle tabe øreringen. For måske var det i virkeligheden et hint om, at jeg burde sætte tempoet lidt ned? Ikke bare på cykelstien, men sådan helt generelt… For jeg blev jo pludselig overhalet af ALLE – også af de langsomme konecykler, ladcyklerne fyldt med børn og rulleskøjteløberne - ja selv en fyr på skatebord gav mig baghjul. Og jeg overlevede!

Jeg havde efterhånden fået overbevist mig selv om, at det måtte være det, der var lektien og min tiltro til, at jeg skulle genfinde øreringen var begyndt at hænge i en meget tynd tråd, da jeg pludselig – ud for Tivolis sydøstlige udgang – spottede det famøse smykke!
En lille tak blev sendt til universet og så gik det ellers af sted mod havnen, dog i et mere adstadigt tempo end vanligt…

11 kommentarer:

  1. Jeg har også tabt en ørering. Jeg var så glad for den og kiggede og kiggede ruten igennem, men fandt den ikke :-(

    Men så en dag, måske en uge efter, så jeg den ligge i en reven i en flise. Jeg kiggede lige ned i det øjeblik, hvor jeg gik forbi den.
    Sikke glad jeg blev :-D

    SvarSlet
  2. Åh nej, jeg sad med tilbageholdt åndedræt, indtil jeg nåede ned tils slutningen - hvor var det godt, du fandt din ørering igen! Ja, hvad pokker er det, man skal lære af den slags ...
    Jeg har mistet flere øreringe på præcis samme måde, også én af et par, jeg elskede højt.
    (Lotte, til dit spørgsmål på min blog, så er to unge gået fra hinanden, så det er kun tidl. svigerdatter, jeg ser - og Bella)

    SvarSlet
  3. Herligt at du havde moslergenet til at lede og lykken til at finde!

    Personligt ville jeg nok ikke lægge så meget i et uheld, at det lige frem var en lektion. Du kørte hurtigt, det blæste...

    SvarSlet
  4. Hvor var det godt at du fandt øreringen og ikke mindst tog dig tid til at finde den.
    I dag kan nogen godt have en tendens til at være lidt ligeglad med ting, det er alt det skrammmel du fandt på vejen vel også et tydeligt symbol på, -jeg er glad for, at du ikke var ligeglad! :-)

    SvarSlet
  5. Vildt nok. Din ihærdighed belønnede sig endnu engang.

    SvarSlet
  6. Det er vist indbegrebet af en nål i en høstak - holdt også vejret... og havde ikke regnet med at man kunne finde en ørering igen i midten af København! Hvor var det heldigt!!!

    SvarSlet
  7. En "søg og du skal finde" anekdote.....eller hvad med "Stædighed belønnes" - du får virkelig alle talemåderne ud af skabet med dette indlæg.
    Dejligt du fandt din ørering :-)

    SvarSlet
  8. Og tænk Marianne, så bliver man næsten endnu mere glad for de øreringe end man var, før man mistede den ene...godt du også fandt din.

    Madame, det er så ærgerligt, når man mister ting man holder af...måske skulle man skifte låsene på sine øreringe til nogle, der kunne lukkes helt i stedet for de der kroge.
    (Og nu er jeg mindre forvirret, smil. Tak.)

    Husejer, jeg sætter meget pris på mit moslergen. Jeg kan nu godt lide tanken om, at der ikke er noget der hedder held eller uheld, men at der er årsager til alt. At det så af og til kan være ret vanskeligt at fatte meningen, det handler måske mest af alt om vores hjermekapacitet?

    Valdemarsro, jeg (og kæresten) er også glad for at jeg ikke var ligeglad og gav op uden at forsøge.

    Majsen, det var faktisk en helt vild følelse at få øje på den ørering!!!

    Nille, jeg vidste jo heldigvis hvor jeg havde cyklet, men det kom bag på mig, at det var lige der, jeg havde mistet den. Den kan selvfølgelig også været røget ud af øret tidligere og så have siddet i min jakke indtil den slap taget ud for Tivoli...kæresten jokede med, at den var blevet tiltrukket af de kulørte lys i den gamle have ;-)

    Gitte, jeg kom vist også omkring 'Hastværk er lastværk', gjorde jeg ikke? :-D

    SvarSlet
  9. Fantastisk - intet mindre! Herligt at der er i dette "køb og smid væk"-samfund er nogen, der gider gøre en indsats for ting der betyder noget.
    Tillykke med fundet :-)

    SvarSlet
  10. Om jeg fatter hvordan du kunne genfinde smykket :-)

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!