12.6.13

D for Dykning



Jeg har tidligere skrevet om mit forhold til det våde element og min glæde ved at dykke, og som langturssejler er der gode muligheder for at komme til at dykke på steder, hvor det ikke er så mange forundt at gøre det. Dykning er i høj grad et af fokuspunkterne på Orbit. Ombord har vi otte tanke, kompressor, BCD'er, regulatorer og alt hvad der ellers behøves for at kunne dykke hvor og når som helst trangen skulle komme over os.
Skipper er dertil instruktør og kan uddanne folk helt op til divemasterniveau, så selv hvis man ikke allerede er erfaren dykker, er man ikke afskåret fra af være med på den del af eventyret, som kan opleves under overfladen. Jeg har selv været certificeret Adwanced Open Water dykker siden ´97, og tog uddannelsen som Rescue Diver lige inden jeg forlod Aldabra, så jeg har egentlig nået det niveau, jeg har behov for, og har bare kunnet kaste mig i baljen med det samme. Bare et par dage efter vores ankomst til Chuuk var vi i fuld gang med at dykke på en lang række af vrag, og det var hovedattraktionen i de to uger, vi tilbragte i staten. Chuuk betragtes af mange dykkere som nummer et på listen over vragdykkersteder i verden, og her ligger da også en hel stribe af japanske fly, krigs- og fragtskibe, som blev sænket under den amerikanske flådes Operation Hailstone 17.-18. februar 1944. Superspændende dyk de fleste af dem, men jeg må erkende, at jeg bare ER mere til dyk, hvor jeg kan fokusere på levende ting. Derfor er jeg helt vild med natdyk (som fx et, hvor et helt vrag var fuldstændig levende af Fjerstjerner, så snart det blev mørkt). Og derfor glæder jeg mig rigtig meget, til vi skal dykke her på Pohnpei, hvor rygtet vil vide, at der bl.a. er en 'Cleaning Station' for Mantaer (Djævlerokker). Og Djævlerokker bliver jeg vist aldrig træt af.

Dette var fjerde kapitel af fortællingen om livet som langturssejler. Læs det femte på fredag og få mit bud på drivkraften bag denne livsstil.

2 kommentarer:

  1. Det er en smuk video, Lotte, meget smuk, sikke nogle arme med koralrevs-farver - men jeg har ikke lyst til at møde sådan én alene, jeg er nok for utryg ved fremmedartede væsener til at drømme om sådan en tur, og hvis ikke det var dig, der havde lagt video'en havde jeg nok fået gyser-associationer! :)

    Jeg kan godt forstå du er mere interesseret i levende ting på dykningerne. Det må være ulige mere interessant end at se ødelagte krigsmaskiner.

    Jeg håber du får registreret nogle rokker! Det bliver da spændende!

    SvarSlet
  2. Skøn video, kan godt forstå du er fascineret af livet dernede under havoverfladen. Ville ønske jeg kunne komme med, bare en enkelt gang, men som øre-barn er det vist en rigtig dårlig idé.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!